Østjyllands Politi anholdt torsdag fire unge mænd i en koordineret aktion og sigtede dem for forsøg på manddrab på Gudrunsvej om natten d. 4. januar. De opsøgte en 34-årig mand, som de stak med en kniv i brystkassen. De fire unge blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling.
Overfaldet fik den nat tidligt i januar flere bekymrede borgere til at ringe 112, da de hørte skud, tumult og larm fra parkeringspladsen. Østjyllands Politi har noteret, at overfaldet skete på parkeringspladsen ved Gellerup Kirke omkring kl. 1.18. Efterforskningen har siden vist, at der minimum blev affyret ét skud.
Knivstikket, som den 34-årige mand blev ramt af, var meget tæt på at ramme hjertet, men han overlevede og blev indlagt på hospitalet. Han er nu uden for livsfare.
Efterforskningen førte politiet på sporet af tre 19-årige mænd og en 18-årig mand, som alle blev anholdt torsdag på samme tidspunkt på forskellige adresser i Aarhus. Den 18-årige sigtes desuden for grov vold ved på samme sted at have stukket en 26-årig mand i nakken med en kniv. Den 26-årige kom dog ikke alvorligt til skade ved stikket.
Ingen sammenhæng med bandekonflikt
Vicepolitiinspektør Lennart Glerup er tilfreds med torsdagens anholdelsesaktion:
”Ifølge lægerne var det meget tæt på, at den 34-årige var blevet ramt i hjertet, så vi betragter angrebet som et forsøg på manddrab. Vores vurdering er, at overfaldet skyldes en intern konflikt, som kulminerede natten til lørdag. ” siger vicepolitiinspektøren.
Det er politiets vurdering, at episoden ikke er relateret til en bandekonflikt.
Af hensyn til den videre efterforskning anmodede anklagemyndigheden om lukkede døre under grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.