Østjyllands Politi anholdt søndag aften en 45-årig mand og hans 20-årige søn, efter at betjentene havde fundet både hash og kokain i sønnens bil og lejlighed. De er nu begge sigtet sigtet for narkohandel.
En patrulje fra Østjyllands Politi blev søndag kl. 21.30 opmærksom på en bil, der holdt parkeret på tværs af nogle p-båse på Viborgvej i Aarhus V. Betjentene tog kontakt til den 20-årige mand, som sad bag rattet, og da det lugtede af hash i bilen, besluttede patruljen at ransage den.
Gemt under noget plastbeklædning fandt betjentene både nogle poser med kokain og nogle poser med hash. Den 20-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
På baggrund af fundet i bilen tog politiet til mandens lejlighed i Brabrand for at foretage en ransagning. Da betjentene kom frem, fik de øje på en knust rude i entrédøren, og nede på vejen meget tæt på lejligheden stod den 20-åriges 45-årige far. Ved siden ham lå en lille kasse, som viste sig at indeholde noget hash og kokain.
I lommen havde faren en bushammer, og da politiet havde mistanke om, at han var brudt ind i sin søns lejlighed for at fjerne stofferne derinde, blev han ligesom sin søn anholdt. Under visitationen blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, som han blev sigtet for at besidde.
Inde i lejligheden var der flere små kasser med hash, skunk og kokain, som alle blev beslaglagt.