Det kan sagtens lade sig gøre at holde lokalområdet rent på en systematisk måde. Ved hjælp af opdelte områder og faste tidspunkter er det lykkedes Shaymaa Najjar at samle op til 40 børn og voksne til samling af affald tre gange om ugen i en måned i løbet af foråret.
Initiativet opstod ud af en frustration over, at lokalområdet flere steder flød med efterladt affald, der burde være smidt i affaldsspanden. Desuden var Shaymaa Najjar nysgerrig efter at se, om det faktisk kunne lade sig gøre at samle mange om sådan et fælles projekt.
Det kunne det. Til at begynde med gav tre foreninger tilsagn om at bakke op, og de unge medlemmer af Oliven Spejderne, fodboldklubben IVF og Agial Arabisk Skole blev hen ad vejen solide grundpiller i arbejdet. Men mange familier mødte også op og gav en hånd med.
”Det var faktisk temmelig overvældende. Jeg havde bedt om, at man skulle tilmelde sig på forhånd, og det var der ikke ret mange, som gjorde. De fleste mødte bare op til de fastsatte tidspunkter.
En enkelt gang mødte over 40 op, men ellers lå deltagerantallet konstant mellem 5 og 16.
”Meningen med det hele var, at det skulle være en aktivitet for beboerne her i området, og det synes jeg virkelig, at det blev. Jeg oplevede, at mange faktisk gerne ville være med, men nogen manglede overskuddet på grund af ramadanen.”
Hun håber, at andre i lokalsamfundet nu er blevet inspireret af projektet og er klar til at tage tilsvarende initiativer.
Havnerundfart som afslutning
En del kom kun 1-2 gange, men Shaymaa Najjar lokkede med et særligt tilbud til dem, der deltog mindst fire gange: En havnerundfart i Aarhus. 38 blev kun 31.
”Det var vigtigt for mig, at det hele var drevet af frivillighed. Men havnerundfarten var alligevel en kæmpe motivationsfaktor for mange. En del havde aldrig været på en bådtur før, og for de fleste var det ret nyt at være turist i deres egen by.”
Hun kunne mærke, at sejlturen især for en del af børnene var en stor oplevelse – og at deres guide hos Aarhus Sail Events undervejs roste dem for deres indsats, gjorde ikke oplevelsen mindre.
Teaterbesøg var en stor oplevelse
Med den samlende titel ”Vores Bydel” gav Shaymaa Najjar sig under den sidste del af coronaen i kast med flere initiativer. Ud over affaldsindsamlingen inviterede hun til en online bogklub, hvor 28 børn en gang om ugen mødtes via Teams og snakkede om, hvad de havde læst.
Hun er uddannet kulturformidler og har særligt nydt samspillet med børnene i bogklubben:
”Det har nok været et hjertebarn for mig. Jeg ville gerne motivere børnene til at interessere sig for litteratur, og de var enormt engagerede. Det var virkelig fedt at lave det.”
Deltagerne fik i løbet af perioden alle læst op til 150 sider og fik undervejs snakket om alt fra ramadan og eid til julefrokoster og druk, højtider og ritualer i det hele taget.
Bogklubben mundede ud i en tur i Aarhus Teater, hvor de sammen så enten Charlie og Chokoladefabrikken på Aarhus Teater eller Mustafas Kiosk i musikhuset. Det var en stor oplevelse for de fleste. Det har hun efterfølgende interviewet børnene om, og resultatet udkommer senere i en række mini-podcasts.