Økonomien er stram i Brabrands kultur- og forsamlingshus Gasværket. Udlejningen halter fortsat efter corona-nedlukningen, og indtægterne kan i øjeblikket ikke dække udgifterne til at drive huset. Regnskabet for det seneste år viser et dundrende underskud på 78.500 kr.
De seneste fire år har været hårde for Gasværket. Det samlede billede viser, at foreningen Det Gamle Gasværk gennem årene 2020 til og med 2023 mangler indtægter for ca. 319.000 kr. Det har donationer fra Aarhus Kommune og lokale borgere og virksomheder kun delvist kunnet rette op på.
Det vil ved udgangen af 2023 betyde et samlet tab på foreningens likviditetsbalance på ca. 155.000 kr., sagde foreningens formand Børge Bang på generalforsamlingen tirsdag aften.
”Vores likvide beholdning har i mange år ligget i omegnen af 150.000 kr. Det er en kapital, som vi i mange år har anset som værende passende for at kunne drive forretningen Gasværket. Den kapital er væk, og det kommer til at gøre ondt,” sagde Børge Bang.
Huslejen til Aarhus Kommune på 139.000 kr. er stadig den post, der tynger Gasværket mest. Medlemmer af bestyrelsen havde i sidste uge et nyt møde med Nicolaj Bang, som er rådmand for Teknik og Miljø, der ejer huset.
”Rådmanden er lydhør, men kan ikke love os huslejenedsættelse, og som han klart udtrykker det: Driftstilskud hører ikke hjemme i Teknik og Miljø, men under Kultur- og borgerservice,” refererede Børge Bang.
Håbet er nu, at Gasværket vil kunne få en engangsbevilling i 2024, der vil aflaste den stramme økonomi på kort sigt.
”Det bekymrer os også lidt, at udlejningssiden ikke er kommet tilbage på samme niveau som før nedlukningerne. I 2023 ender vi formodentlig ud med 20–25 procent færre udlejninger end i de bedste år, og i modsætning til de gode år, går det trægt med udlejninger i det kommende år,” sagde formanden.
”Er der ikke kommet gang i festerne igen, eller er vi bare blevet festforskrækkede – eller er det inflationen, som trykker os? Det er måske lidt af det hele.”
Overraskende donation
En af konsekvenserne af den stramme økonomi bliver en lejeforhøjelse på ca. 10 procent.
”Vi har ikke haft lejeforhøjelser de sidste 12 år, og kikker vi på udlejningsmuligheder i vores nærområde, ligger vi ikke i den høje ende, så forhøjelsen er vel i øvrigt på sin plads. Af gode grunde slår den dog først for alvor igennem i løbet af 2024.”
Alt var dog ikke lutter dårlige økonomiske nyheder på Gasværkets generalforsamling. Da den nærmede sig sin afslutning, rejste en repræsentant for kunstnerne, der holder til i Gasværkets anneks, Galleri Victor, sig og overrakte 10.000 kr. til bestyrelsen.
Kunstnerne har løbende gennem de seneste år samlet et beløb sammen, og det var nu løbet op i 10.000 kr. Efter en fælles diskussion var det blevet besluttet at donere pengene til Gasværket.
Grillede pølser og kold fadøl
Flere end halvdelen af Gasværkets bestyrelse har været med siden starten i 2002, og bestyrelsen inviterede inden generalforsamlingen yngre kræfter til at være med til at holde Brabrands kultur- og forsamlingshus i gang.
”Selv om beretningen måske giver det indtryk, at ud over økonomien så er alt ved det gamle, så må vi erkende, at flere af os nærmer os sidste udløbsdato, og inden dette sker, skal der findes nye kræfter,” sagde Børge Bang.
”Man behøver ikke nødvendigvis stille op som bestyrelsesmedlem, selv om dette selvfølgelig vil være rart –men vi tager gerne imod alle, der vil give en hånd med i det daglige arbejde.”
I første omgang gav opråbet intet resultat. Ingen nye kandidater meldte sig som interesserede i at deltage i bestyrelsesarbejdet – men til gengæld accepterede alle de bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, at tage endnu en tørn.
Det samme gælder varetagelsen af de mange øvrige vigtige opgaver. Eksempelvis tager Aase Møller sig fortsat af udlejningen og sidder klar ved telefonen hver mandag kl. 17-19.
Også den såkaldte handy-gruppe er nu godt etableret og mødes jævnligt for at sørge for, at Gasværket ser frisk og indbydende ud.
Medlemstallet ligger stabilt på cirka 415 medlemmer. De må dog imødese en kontingentforhøjelse. På generalforsamlingen blev det besluttet at hæve det årlige beløb fra 200,- til 250,- kr.
Som altid sluttede generalforsamlingen med grillede pølser, kold fadøl og god snak blandt de cirka 30 fremmødte.