![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2021/08/IVF-piger-1-scaled.jpg)
Fodboldklubben Idræt Venskabs Foreningen, IVF, i Toveshøj bliver i stigende grad et samlingspunkt for de lokale familier – og ikke mindst deres fodboldspillende børn. En donation fra Samvirket i Gellerup har hen over sommeren været med til at skabe endnu mere social aktivitet.
Det myldrede med børn på græsbanen foran Tovshøjskolen. De største stod og snakkede i små grupper, mens de yngste drønede rundt og legede og spillede fodbold.
Et for et blev foreningens hold kaldt frem, og trænere og ledere fortalte om deres bedrifter, og hvad der venter fremover. Der var medaljer til alle, og enkelte spillere blev fremhævet for en særlig aktiv eller energisk indsats og fik en ekstra hyldest.
Det var sommerafslutning i fodboldklubben IVF, og den foregik nok i store træk, som den foregår i masser af fodboldklubber i Østjylland og andre steder. Også den afsluttende fællesspisning foregik som så mange andre steder – men formanden for IVF, Mohammed Weis, glæder sig alligevel over, at det var muligt.
![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2021/08/IVF-bod-scaled.jpg)
Fællesspisningen blev nemlig støttet af Samvirkets corona-pulje, der skulle være med til at skabe aktivitet og fællesskab i boligområdet efter den lange nedlukning.
”VI er meget glade for, at Samvirket ville hjælpe os med at øge samværet og sammenhængskraften i vores forening,” siger Mohammed Weis, som understreger, at IVF ikke selv ville havde penge til at betale for fællesspisningen.
”Det betyder meget, at vi kan tilbyde sociale aktiviteter uden for fodboldbanen. Det giver familierne en mulighed for at komme og lære hinanden at kende. Og forældrene oplever det som mere trygt, når de selv har været en del af arrangementerne og har oplevet stemningen omkring arrangementerne.”
![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2021/08/IVF-Mohammed-Weis-scaled.jpg)
Mohammed Weis glæder sig over, at der til de seks sociale arrangementer i løbet af foråret har deltaget et stigende antal forældre og søskende. Det er en vigtig del af foreningen, at forældrene også møder op og engagerer sig i deres børns fritidsaktiviteter, understreger han.
I det hele taget er der stor fremgang i foreningen, der har formået at samle et stort antal unge trænere, som formår at tiltrække lokale børn og unge til de forskellige hold.
I sidste uge startede tre unge kvinder fra Toveshøj fodboldtræning for piger, og det tegner til at blive en stor succes, fortæller Mohammed Weis. Mange familier kom og tilmeldte deres døtre.