Debatten om byggeprojekterne ved Årslev Engsø fortsætter – også efter at rådmand Bünyamin Simsek har justeret byggehøjden og afstanden til engsøen. Brabrand-Årslev Fællesråd accepterer byggeri syd for Skibbyvej, men ønsker en byggegrænse på 60-90 meter fra vejen og en max-højde på to etager.
I sidste uge meldte rådmand i Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, ud, at han havde lyttet til kritikken af byggeplanerne på engene ned mod Årslev Engsø. Grundejerne ønsker at bygge i op til fem etager, mens rådmanden sætter en grænse ved tre etager.
Men debatten fortsætter. Lokale beboere i Årslev vil have fuldstændig forbud mod byggeri syd for Skibbyvej, mens Brabrand-Årslev Fællesråd er klar til at acceptere byggeri – men kun i en afstand af 60-90 meter fra Skibbyvej. Og så mener fællesrådet, at tre etager er for højt:
”Vi synes, det er positivt at rådmanden viser villighed til at justere på planerne, når så mange er imod et konkret forslag. Men vi mener, at tre etager er for højt. Efter vores vurdering – som flugter med mange af de indkomne høringssvar tidligere i processen – så bør der højst kunne bygges i to etager,” siger formand for fællesrådet, Chresten Ibsen, og bestyrelsesmedlem Peter Nørskov.
Fællesrådet foreslår desuden en aftrapning af byggehøjderne, sådan at der kun kan bygges i to etager langs Skibbyvej, mens boliger ned mod engsøen højst kan bygges i ét plan.
”Det er et vigtigt naturligt åndehul, ikke bare for de mere end 25.000 borgere i 8220 Brabrand men for hele Aarhus. Byen får jo netop brug for oaser som disse i takt med fortætningsstrategien i byen.”
Ulogisk afgrænsning
Allerede i høringsrunden sidste år ønskede Brabrand-Årslev Fællesråd en byggegrænse 60-90 meter fra Skibbyvej. Det mener fællesrådet stadig er den rigtige løsning, og de lokale folkevalgte forstår ikke, at Bünyamin Simsek nu har peget på en brudt og varieret afstand til engsøen på de forskellige parceller. Det mener de kan opfattes som forskelsbehandling af de forskellige jordejere.
De mener desuden, at den foreslåede afgrænsning er ulogisk og modarbejder formålet at være skånsom mod engsøområdet som muligt.
”Rådmanden udtaler, at der skal være mest byggeri, længst ned i arealet, i den østlige ende af perspektivarealet syd for Skibbyvej, og at det skal indsnævres mod vest. Enhver, der kender området, vil vende disponeringen omvendt, da den østlige del af perspektivarealet syd for Skibbyvej er det mest synlige og eksponerede sted,” siger de to repræsentanter for fællesrådet.
De peger på, at den mest åbne del af landskabet ligger i den østlige ende, og at byggeri i det område derfor vil være til størst gene for oplevelsen af engsøområdet. Jo længere man bevæger sig vestpå i perspektivarealet syd for Skibbyvej, vil der være skovområder og store plantebælter, der kan skjule meget byggeri.
De opfordrer til, at Teknik og Miljø anvender en kvalitativ analyse, de mener, at planafdelingen lavede sidste år.
“Folk vil bo i og nær natur”
Uanset afgrænsningsmodel vil de gerne vide mere om de krav, man vil stille i form af boligtype, materialevalg osv. Det ville være lettere at acceptere byggeri, der går længere ned i arealet, hvis det er lavt, har grønne tage og som “ligner landskab”.
”Lad os benytte chancen til at skabe et særligt område, hvor vi ikke ødelægger den værdi, der skal gøre det unikt for alle at bo i Årslev,” lyder det fra fællesrådet.
”Vi har muligheden for med helhedsplanen at skabe nye typer løsninger på et problem, der med urbaniseringen vil blive ved med at gentage sig: nemlig fristelsen til at fortrænge natur med byudvikling. Forskning understøtter det modsatte – nemlig at folk vil bo i og nær natur. Det er sundere at bo nær vilde naturområder end i byen – både hvad angår det fysiske og det psykiske helbred.”
Lyt til høringssvar og følgegruppe
Endelig ønsker fællesrådet, at hvis jordejerne får lov til at byudvikle på sydsiden af Skibbyvej, skal de omvendt også give noget tilbage til Årslev:
”Udviklingen skal jo komme alle til gode og ikke bare lodsejernes pengepung. Vi så gerne, at rådmanden og helhedsplanen talte om, hvilke krav der stilles til udviklerne syd for Skibbyvej. Skal der f.eks. være flere stier til engsøområdet, skal der være rekreative muligheder og faciliteter, som f.eks. shelters, udsigtsposter osv. neden for byggeriet?”
Chresten Ibsen og Peter Nørskov understreger, at fællerådet tror på, at udviklingen af Årslev kan blive god, og at man også havde forventet byggeri syd for Skibbyvej. Men de appellerer til, at man lytter til både de mange høringssvar og den følgegruppe, hvor fællesrådet også var repræsenteret sammen med lokale:
”Skån det unikke område, der er så værdifuldt for så enormt mange mennesker. Skån det også for naturens skyld og ikke mindst, fordi vi ellers vil fortryde det i eftertiden – og det kan ikke gøres om.”
De tilføjer, at der er meget store områder i perspektivarealet nord for Skibbyvej, hvor der kan bygges langt mere, da der dér ikke er den samme landskabsmæssige følsomhed.