Den nye ejer af City Vest, A. Enggaard A/S ønsker at rive to tredjedele af City Vest ned for at bygge boliger på grunden. Men de nærmeste beboere omkring indkøbscentret siger nej tak. Gellerup Fællesråd ønsker den helt særlige arkitektur bevaret og bygningerne anvendt til nye formål.
Hotel, biograf, konferencecenter, padelcenter, madtorv, fællesskab for iværksættere – og selvfølgelig butikker. Gellerup Fællesråd ser masser af spændende muligheder for at anvende de mere end 25.000 kvadratmeter i City Vest på nye interessante måder.
Men nedrivning af det meste af centret og opførelse af boliger i stedet? Nej tak!
Ejeren, entreprenørvirksomheden A. Enggaard, har henvendt sig til Aarhus Kommune for at få lov til at rive to tredjedele af centret ned. Før kommunen går i gang med at forberede en lokalplan, så det kan lade sig gøre, har kommunen bedt om de lokale fællesråds og grundejerforeningers mening om planerne.
Medlemmerne af Gellerup Fællesråd mødtes i denne uge for at diskutere oplægget og skriver nu på et svar til kommunen. Og det bliver med en opfordring til, at bygningerne fra 1972 bliver bevaret.
”Vi får i forvejen bygget så mange boliger i Gellerup i disse år, så vi mener, at City Vest fortsat skal være et område med aktiviteter for offentligheden – og ikke bare endnu et boligområde,” siger Helle Hansen, som er medlem af fællesrådet.
Hun anerkender, at der er indarbejdet et mindre butikscenter i den nordlige del af City Vest. Men hun mener, at en fremtid, hvor det meste er boliger, vil ændre hele områdets karakter på en uhensigtsmæssig måde.
Håber at City Vest kan blive et fyrtårn igen
Helle Hansen minder om, at da Aarhus Kommune i 2010 udformede helhedsplanen for Gellerup, var det jo med en grundtanke om, at Bazar Vest og City Vest skulle ligge som dynamoer i hver sin ende – med både handel og aktiviteter for lokalområdet.
”Man kan også godt lave boliger i en del af City Vest, hvis det er det, Enggaard absolut vil. Men vi er imod nedrivning – dels af klimamæssige årsager og dels fordi de boligbyggerier, vi ser nu, ofte er for tætte, triste og kedelige,” siger Helle Hansen.
”Vi håber, man vil lave noget, vi i lokalområdet kan være lidt stolte af – som vi var, da vi for eksempel havde en svømmehal med glastag. Og City Vest var jo en af kronjuvelerne. Vi håber, at nogen vil lave noget, så bygningen kan blive et fyrtårn igen.”
Hun er blandt andet inspireret af Nicolinehus på Aarhus Ø, hvor man i stue-etagen har etableret en markedshal med street food. Noget lignende mener hun sagtens kunne etableres i det tidligere City Vest.
Godt med tidlig inddragelse
Helle Hansen understreger, at Gellerup Fællesråd sætter pris på at blive inddraget af Aarhus Kommune tidligt i forløbet.
”Vi har jo ikke gode erfaringer med de tidligere inddragelses-processer, men vi håber da, at man vil lytte til vores synspunkter. Vi har jo lært, at når der først er udformet en lokalplan, er det op ad bakke at få ændret noget.”
Hvis Aarhus Kommune går ind på A. Enggaards ønske om delvis nedrivning af City Vest, vil det formentlig kræve et tillæg til Kommuneplanen. Det betyder, at hele planprocessen kan tage nogle år.
Brabrand-Årslev Fællesråd ønsker analyse
Også Brabrand-Årslev Fællesråd har diskuteret oplægget til en omdannelse af City Vest, og også herfra kan man forvente, at der kommer en skriftlig tilbagemelding, fortæller formand Carsten Strange Jensen.
Brabrand-Årslev Fællesråd understreger, at City Vest i dag har status som bydelscenter og bør bevares som centralt samlingssted og bydelscentrum. Fællesrådet understreger, at indkøbscentret servicerer en hel bydel på størrelse med Skanderborg.
“Vi synes derfor, at processen bør starte med, at man ser på hvordan fremtidens handelsmiljø ser ud, og hvad der er behov for i Brabrand, inden man ser på, hvilke funktioner der bør planlægges for, og dermed hvilken størrelse på bydelscenteret der er behov for,” siger Carsten Strange Jensen.
Desuden bør man se på, hvad et bydelscenter skal rumme. Er det blot specialbutikker og dagligvarebutikker – hvad med de eksisterende lægefunktioner?
Desuden peger Brabrand-Årslev Fællesråd på, at bydelscentret også bør udvikles sådan, at det ikke konkurrerer med de eksisterende funktioner langs Karen Blixens Boulevard.
”Vi kan godt frygte, hvad der nu vil ske med City Vest”
Han understreger, at man i fællesrådet har en frygt for, at A. Enggaard får lov til at lade City Vest stå tom i lang tid, sådan som man har oplevet, at virksomheden har behandlet den gamle Jaka-fabrik i den anden ende af bydelen.
”Det projekt er nu syltet over flere år, så vi kan godt frygte, hvad der nu vil ske med City Vest. Vi har i fællesrådet ikke hørt fra kommunen eller Enggaard i meget lang tid, så den del af byen interesserer åbenbart ikke så meget,” siger Carsten Strange Jensen.
Han forestiller sig, at hvis Enggaard får lov til at bygge boliger som virksomheden ønsker, vil et langt mindre City Vest efterlade et hul, der vil åbne op for nye handels-initiativer, for eksempel omkring Hovedgaden i Brabrand.
”Så lad os se, om vi ikke henover de næste år vil se flere lokale initiativer, der kan forøge antallet af lokale butikker og aktiviteter,” siger han.