Når der i løbet af de næste par uger bliver slået hul i boligblok B4 på Gudrunsvej i Gellerup, er det samtidig symbolet på, at bydelen nu for alvor åbner sig mod Aarhus. I løbet af 2018 kan man gå, cykle eller køre ind kernen af Gellerup, direkte gennem Gudrunsvej 44.
I går, fredag, begyndte en gigantisk klo at gribe fat i toppen af boligblok B4, også kaldet Gudrunsvej 42-46. I sindigt tempo hapser den element efter element af taget på blokken og lægger det ned i en container på jorden.
Hermed er nedbrydningsfirmaet P. Olesen så småt gået i gang med den vanskelige opgave, det er at ”gnave” sig gennem boligblokken og efterlade et tilpas stort hul til, at en vej senere kan gå direkte igennem Gudrunsvej 44 og forbinde det indre Gellerup med den omlagte Gudrunsvej.
I sidste uge er elinstallationer, tagpap og trækonstruktion blevet fjernet. Derefter har P. Olesen skåret tagelementer fra hinanden og dækket sidebygningerne nr. 42 og 46 med midlertidigt tagpap. Der er også blevet lavet afstivninger af sidebygningerne.
Mandag morgen begynder maskinen med den store klo for alvor at tage elementerne ned. Arbejdet forventes at vare 2-4 uger, siger informationsmedarbejder Vibeke Dam Hansen fra Helhedsplanens sekretariat.
“Nu vil byen ind i Gellerup”
Den gyldne port til Gellerup kan blive et markant vartegn, som vil blive brugt i markedsføringen af Aarhus sammen med regnbuen på Aros og rådhustårnet, mener professor Tom Nielsen, Arkitektskolen Aarhus, som sad i bedømmelses-komiteen, der valgte projektet.
»Der er meget symbolik i at slå hul i en boligblok. Nu vil byen ind, og samtidig bliver det også en port for borgerne i Gellerup til at kigge og passere ud,« har Tom Nielsen tidligere sagt til Jyllands-Posten.
»Jeg vil mene, at det kunne blive ikonisk ikke blot for Gellerup, men også for Aarhus som et sted, der har en modernistisk kulturarv og nogle udsatte boligområder, men som gør noget ved dem på den hårde måde.«
Tom Nielsen er en af dem, der har nævnt Johan Otto von Spreckelsens triumfbue i Paris i sammenhæng med den kommende port til Gellerup.
Penthouse-etage over porten
Hermed kan renoveringen af boligblokkene også begyndte. Blok B4 bliver sammen med to andre blokke pilotprojekt for, hvordan renoveringen i Gellerup skal foregå.
Blandt andet fjernes gangbroen, der har været en fast del af samtlige blokke i Gellerup og Toveshøj. Der kommer nye indgangspartier, der er dobbelt så høje som de nuværende. Det betyder at der kommer en mere lys og åben indgang til blokkene, og der samtidig bliver gennemsyn og forbindelse til den kommende bypark.
Der kommer også lejligheder af en ny type, der strækker sig over to etager. De kaldes byhuse, fordi den type bolig som oftest ligger i sin egen bygning inde i byen. Nogle af disse byhuse får hævet terrasse og egen indgang ud til gaden. Ifølge Gellerup.nu bygges der syv af dem i blok B4.
Ovenover hullet i blokken bliver der placeret en penthouse-etage. Etagen kommer til at have to store hjørnelejligheder, der har altaner mod henholdsvis øst og vest, og en mindre lejlighed, der er gennemlyst. I hullet bliver der lavet trappe og elevatortårn til lejlighederne over hullet, skriver Gellerup.nu