Husker du de perioder af dit liv, hvor tingene for alvor tog fart? For musikjournalisten og tidligere DR-vært Kurt Baagø var det året 1976 – for præcis 50 år siden. I fire kapitler fortæller han om tiden som ung i Brabrand – på vej ud i den store verden. Her får du første afsnit om studentereksamen, en kortvarig kæreste og naturligvis masser af musik.
Brændt af, til Zappa-koncert, 3.G.
1976, for 50 år siden, var et vildt og begivenhedsrigt år:
Jeg tog studentereksamen, var militærnægter, flyttede i en slags kollektiv, holdt sommer i Amsterdam, hvor jeg lærte Bob Marley at kende. Men til en begyndelse var vi til en elendig Frank Zappa-koncert i februar.
Og begyndte året med at blive brændt af.
Vi kom ind i 76 med de sædvanlige nytårsdag-tømmermænd. Med til nytårsfesten var Inge, min alt for kortvarige kæreste.
Inge havde jeg mødt på Store Restrup Højskole i efteråret, 1975, hun var af Jehovas Vidner-familie og havde aldrig holdt jul, så hun rykkede ned fra Aalborg til mig på Edwin Rahrsvej 8220, før jul og julen og nytåret over.
Juleaften var for privat til at mine forældre, min søster og hendes 6 år gamle tvillingedøtre syntes, det var en god idé at have en udefra kommende med. Vi fik and, ris a la mande med mandegave, same procedure as every year.
Jeg skyndte mig hjem til Inge, der ventede i ensomhed og fejrede juleaften med en god bog på mit værelse.
Dagen efter var kernefamilen mere inkluderende, søsteren bød på julefrost. Inge og mig var med.
Det var første gang Inge havde været med til at holde jul.
Så bliver det nytår, nytårsaften.
En rigtig dårlig én af slagsen. Som om jeg kan huske andet end, at vi holdt fest inde i byen hos Joan og Store Ulla i Sjællandsgade.
Hvor mange dage inde i 76, der gik, før Inge skulle tilbage til sin lejlighed i Aalborg, kan jeg ikke helt huske.
Jeg har stadig et klart billede i hovedet af situationen da, jeg fulgte Inge til bussen, og vi kyssede farvel. Det var gråt, diset og tåget, passede perfekt med min sindstilstand.
En uges tid efter var der brev fra Aalborg.
Inge brændte mig af.
Hvorfor ved jeg ikke i dag. Kan ikke huske andet af brevet end, at vi ikke skulle ses mere.
Jeg kom selvfølgelig ikke i perlehumør af sådan at blive brændt af, men der gik et par dage, så tænkte jeg ikke så meget videre over det.
Videre, videre, der kommer altid en sporvogn….
I dag tænker jeg med glæde og vemod tilbage på Inge.
Hvad vi havde sammen var så fint, smukt og rigtigt.
Inge var sådan en lille fiks pige, kortklippet og med det mest fortryllende smil og glimt i øjet. Sådan en pige, et menneske som hende, havde jeg aldrig før mødt.
Sjov, godt humør, godt humør med en sarthed, skrøbelig, inderlig, intelligent. Hende kunne jeg slet ikke stå for.
Det, vi havde sammen, havde aldrig noget med tjald og alkohol at gøre.
Men måske brændte hun mig af fordi, jeg var en for umoden, lalleglad hippie, for hvem tjald og alkohol fyldte alt for meget og mere end kærlighed. I så fald havde hun nok ret meget ret.
Nu jeg tænker mig om og mærker efter, var Inge min første rigtige og store kærlighed.
Før årsskiftet var vi en 5-10 stykker, der havde købt billetter til Frank Zappa i Vejlby Risskovhallen i februar.
Stor var forventningens glæde, men shit for en ringe koncert.
Vi havde dyrket Zappa, masser af Zappa, Overnite Sensation, Roxy & Elsewhere, Apostrophe, Frank Zappas gyldne storhedstid.
Og så kommer Frank til Århus med en skrabet kvintet og spiller to timer, hvor det dramatiske højdepunktet indtraf, da saxofonisten og spasmageren, Napoleon Murphy Brock entrede scenen med to dukker, en sort og en hvid, der skulle forestille at bolle.
Hahahaha, hvor vi ikke grinede.
Måske var det sjovt og frækt i USA med sex mellem en sort og en hvid, men i VejlbyRisskov-hallen trak vi på skuldrene og ristede vi bare endnu en fed og ristede den næste fede.
Et flop, stort flop den Zappa-koncert.
Men det kunne ikke spolere os glade hippiers weekend.
Zappa var en lørdag. Der kom et Brabrand-vennepar, nu med bopæl i Aalborg, dagen før.
Med sig havde de Leif og Irene,
Fredag aften var jeg til karneval med nogen af mine Katedralskole- klassekammerater i Skæring Forsamlingshus.
Jeg havde klædt mig ud som murerarbejdsmand med beskidte overalls og blå, slidt Kansas-arbejdsjakke, som der stod “Midtkraft” på.
Midt om natten kommer jeg tilbage til Rahrsvej igen, dingler ind på mit værelse, ryger en lille fed, sætter en plade på grammofonen.
Så lyder det fra en madras på gulvet på aalborgensisk.
“HVEM er du ?”.
“Jeg er da ligesom ham, der bor her”
SÅ gloede de vantro på den fulde murerarbejdsmand i overalls, arbejdsjakke og træsko, før vi brød ud i 1976 ́ foreløbig største grinflip
Hvor havde vi dog en sjov weekend, der i februar, 1976.
Leif var en stor varm bamse af en sød, lidt fåmælt mand.
Men Irene, hende var der kul på.
Hvad jeg bedst kan huske om hende var, “jeg begriiiiiber ikke”, som hun udbrød gentagne gange, inden hende, Leif og de andre Aalborg-venner, via en bodega i Åbyhøj med reparationsbajere, steg på toget til Aalborg.
Jeg begriiiiber ikke, hvorfor vi aldrig sås igen.
Mere succesfuldt, berigende, udbytterigt var det at tage op i Stakladen og opleve USA-fareren, Jakob Holdt.
Holdt havde tomlet rundt i USA, havde mødt og logeret hos de helt fattige, underklassen og hos de grotesk rige og virkelighedsfjerne.
Holdts trick til at komme op at køre og komme i kontakt med amerikanerne var den lange fletning i hans velvoksne fuldskæg og jeg-kommer-med-fred attitude.
Sagde han i Stakladen, hvor han fortalte om sine amerikanske eskapader og viste lysbilleder fra dengang, splintrende, nymodens karuseller med hundredvis af amerikanske billeder. Usandsynligt fede fotos, der fortalte mindst lige så meget som Jakob Holdts gode ord.
Dét jeg elskede ved Holdt, var hans 100 % empatiske tilgang til mennesker og verden, at forandre med det gode, med kærlighed, ikke med had.
Ren Dalai Lama.
Selvfølgelig købte jeg Jakob Holdts Amerikanske Billeder-bog med hjem.
Den står stadig på reolen, er min bibel, når det angår USA og måden at møde og elske sin næste, som man elsker sig selv på.
Jeg lærte mere af Jakob Holdt end samtlige mine lærere på Katedralskolen gennem næsten 3 år havde prøvet at lære mig.
Min politiske bevidsthed fik sig en helt ny dimension i Stakladen.
Og så lærte jeg Philly-soul, Gamble & Huff at kende og elske fra Jakob Holdts lysbilledforedrag, der var musik-illustreret af, ikke mindst af The O ́Jays Ship Ahoy.
50 år efter risler det mig stadig langt ned af ryggen, når jeg hører:
“Ship ahoy, ship ahoy, ship ahoy, ship ahoy (Ship ahoy, yeah) Ship ahoy, ship ahoy, ship ahoy, ship ahoy (Ship ahoy)
As far as your eyes can see
Men, women, and baby slaves coming to the land of Liberty….”
