
Skal vi ha´ en delebil i Brabrand? Det er Vores Brabrand ved at finde ud af sammen med AURA Energi. Og du er måske en af dem, der godt kunne finde på at bruge den en gang i mellem. Her fortæller AURA Energis innovationschef Anders Sahl Hansen om de typiske delebils-brugere.
For hver delebil i bybilledet forsvinder mellem 4 og 10 privatejede biler fra vejene. Det viser flere undersøgelser ifølge AURAs innovationschef Anders Sahl Hansen. Derfor er delebiler et af de initiativer, der virkelig kan rykke ved den grønne omstilling, vurderer han.
”Mange mennesker ønsker stadig at eje en bil – men spørgsmålet er, om de behøver nummer to eller tre?”
Sådan siger Anders Sahl Hansen, innovationschef i AURA Energi og selv en af dem, som er vild med delebiler. Familien bor i midtbyen og har endnu ikke haft brug for at anskaffe en bil. I stedet booker de ofte en delebil, når kørselsbehovet er der:
”Ja, vi er storforbrugere af delebiler. Midt i Aarhus er parkering altid et mareridt, og da vi heller ikke har et dagligt transportbehov, har vi ikke haft behov for at købe en bil. Så vi er nok midt i målgruppen.”
AURA har nu et stort antal delebiler på gaderne i Østjylland, og selskabets data viser, at de gennemsnitligt bliver brugt stadig mere. Der kommer flere brugere, og de enkelte brugere kører mere i bilerne, fortæller Anders Sahl Hansen.
Han tegner her konturerne af flere typiske delebils-brugere:
Der er dem, der som ham selv aldrig har fået købt en bil. Han vurderer, at stadig flere familier har indrettet sig sådan, at man ikke har behov for at eje en bil men klarer sig med et abonnement på en delebil hos AURA – eller en af de andre løsninger, du kan se nedenfor.
”Og så er der dem, som har 1-2-3 biler holdende i indkørslen. Af dem er der en del, som regner ud, at det rent økonomisk bedre kan betale sig at bruge en delebil til det ekstra kørselsbehov, man nu har. Biler holder jo typisk stille det meste af tiden. Så hvis man i stedet kun betaler for den tid, man bruger bilen, kan det måske bedre betale sig – også for klimaet,” siger Anders Sahl Hansen.
”Nogle mennesker beslutter sig så for lige at prøve det. For nogle er det nyt og måske lidt grænseoverskridende med en el-bil. Hvordan sætter man ladestikket i? Og hvad gør man med kablet?”
Billigere end et el-løbehjul
Data viser, at den gennemsnitlige danskers transportbehov er en tur på ca. 25 km. Vi kører mange korte ture – og det gælder også delebilerne.
Det er de færreste, som vælger at køre frem og tilbage på arbejde i en delebil. Det bliver alt for dyrt, fordi man betaler minutpris for at bruge bilen, og den vil så alligevel holde stille ved arbejdspladsen det meste af dagen.
Innovationschefen fortæller stolt, at AURAs minutpris er en del lavere end de nærmeste konkurrenter – og faktisk også lavere end hvis du skulle leje en elcykel eller et el-løbehjul.
I Aarhus har også andre virksomheder, bl.a. Green Mobility, Let´s Go og Tadaa, el-delebiler på gaden. Desuden har også GoMore tilbud til den samme målgruppe – enten i form af samkørsel eller en privat udlejningsbil.
Crowdfunding hjælper med at teste interessen
Hidtil har AURA testet interessen for delebiler en del steder, blandt andet i samspil med ejeren af Hejredalsparken, JPS Ejendomme, og med Brabrand Boligforening. Men det er nyt for energiselskabet at gå i samspil med et helt lokalsamfund, som det nu sker i Brabrand.
Det er samtidig også første gang, at AURA inddrager den nyudviklede crowfunding-platform til at undersøge, om interessen er stor nok.
Borgerne i Brabrand kan ganske simpelt gå ind og forhåndsbestille et vist antal timer i delebilen. De kan så senere køre i bilen i det angivne antal timer fordelt på tidspunkter, hvor det passer dem.
Når et tilstrækkeligt antal mennesker har tilmeldt sig delebilen i Brabrand, sørger AURA for det praktiske og betaler endda i dette tilfælde også for installationen af en ladestander, som alle kan bruge.
”Vores drøm er, at vi ved først at få testet interessen kan blive bedre til at forudse, hvor behovet for en delebil er til stede. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft nogle delebiler, der ikke har kørt så meget. Sikkert fordi vi har fået sat dem op, uden at folk er blevet gjort tilstrækkeligt opmærksom på det,” siger Anders Sahl Hansen.
”Med crowdfunding–platformen gør vi sammen med Vores Brabrand alt, hvad vi kan, for at folk hører om det og får et incitament til at køre i bilerne.”
Vi udregner drifts-økonomi ved at benytte delebil
Men kan det – bortset fra klima-effekten – faktisk betale sig at benytte en delebil frem for selv at eje en bil? Det vil Vores Brabrand gerne hjælpe med at finde ud af. Vi vil derfor gerne høre fra borgere i Brabrand, som ikke har et dagligt kørselsbehov til arbejde, men alligevel jævnligt har brug for en bil:
Send en email til voresbrabrand@gmail.com og fortæl om dine kørselsbehov. Så prøver vi sammen med AURA at lave nogle beregninger på økonomien i at anvende en delebil – og vi kan så sammenligne med din nuværende bil-økonomi.
Onsdag d. 9. februar kl. 15-17 kan du høre mere om den kommende el-delebil i Brabrand. Det foregår midt på Hovedgaden ved Ibens Kaffehus, Hovedgaden 53. Du kan møde AURAs innovationschef Anders Sahl Hansen, som fortæller om AURAs delebiler og om crowdfunding-projektet i Brabrand. Læs i øvrigt mere om projektet her.