Fuldt hus til en generalforsamling. To timers engageret debat, rungende latter og bragende klapsalver. Det var, hvad medlemmerne fik med sig, da Brabrand IF Tennis torsdag aften holdt generalforsamling i det ny-renoverede klubhus på anlægget i Brabrand Bakker.
”Jeg synes, det gik lidt hurtigt med regnskabet!”
Det er nok yderst sjældent, at den form for kritik møder en forenings kasserer, som har den utaknemmelige opgave at gennemgå økonomien, uden at medlemmerne falder i søvn eller begynder at pille ved mobiltelefonen.
Men en sådan kritik måtte kassereren i Brabrand If Tennis, Allan Jaquet, forholde sig til, da han hen mod kl. 20.45 torsdag aften havde gennemgået tallene på tennisafdelingens generalforsamling.
Det fortæller lidt om engagementet i det tæt-pakkede klubhus, hvor unge som ældre tennisspillere var mødt talstærkt op. Det var svært at opdrive en ledig stol for dem, der dukkede op omkring kl. 19, hvor det hele gik løs.
Forinden var arrangementet begyndt livligt med fællesspisning med godt med rød- eller hvidvin i glassene og en buffet leveret og præsenteret af Bechir Ben Abdallah fra Café BIF, som for en gangs skyld var på udebane.
Frikadeller, græsk salat, krydrede ovnbagte kartofler, rodfrugter og dijon sauce!
Det krævede logistik og planlægning at få alle til at nå frem til maden i det lille klubhus – og det samme var tilfældet, da kaffe og hjemmebagt kage rundede middagen af, inden generalforsamlingen gik i gang.
Fald i medlemstallet
Formand René Boesen fortalte om årets gang og kunne blandt andet tale varmt om det ny-renoverede klubhus, der alene det første år har gjort en masse godt for klublivet. Der er ganske simpelt mange flere, der runder tennisspillet af med en sodavand, lidt chips og en god snak i klubhuset med de andre medlemmer.
Afdelingen måtte dog notere et fald i medlemstallet til 326 medlemmer i forhold til corona-sæsonen 2021, hvor antallet af tennisspillende medlemmer af Brabrand IF nåede op på 408.
Gennem de næste to timer gik snakken livligt om såvel tennis og banepleje som alle de sociale arrangementer, der kendetegner tennisafdelingen.
To jyske mestre
Blandt andet var de to klassikere, Grundlovstennis og klubturneringen, med til at samle folk til både tennis og hygge, og hvor det blandt andet er en fast tradition at invitere en pølsevogn. Nu nærmer sæsonen sig igen, og så skal der bruges 30 frivillige til at gøre anlægget klar til tennis igen.
”Vi er foreløbig seks tilmeldte, så vi er på rette vej. Men meget Vigtigt: Vi mangler en pølsemand,” sagde formanden og så sig omkring i lokalet.
De mange ældre medlemmer i Senior-Serven er stadig med til både at give en hånd med og at sørge for en god stemning på anlægget, hvor der både spilles tennis og drikkes en del kaffe.
På konkurrence-niveau har Brabrand IF Tennis fortsat et 2. divisionshold, og to af de garvede medlemmer, Christian Aalkjær og Jochim Kempe, vandt for nylig et jysk mesterskab hjem til Brabrand i +60-rækken.
Padelbane kan booste medlemstallet
Som Vores Brabrand forleden skrev, har Teknik og Miljø afvist ansøgningen om byggetilladelse til en padel-bane i kanten af tennisanlægget i Brabrand Bakker.
Men bestyrelsen tror så meget på egne argumenter, at sagen nu er indklaget til Planklagenævnet, fortalte bestyrelsesmedlem Jonas Wissendorf.
”Vi håber, at det lykkes. Vi tror, at en padelbane på længere sigt kan booste vores medlemstal, hvor vi ellers har lidt svært ved at nå de 25-40-årige,” vurderede han.
Bestyrelsesmedlemmerne Jochim Kempe, Malene Uggerhøj og Henrik Buus blev genvalgt med rungende applaus, og samme hyldest fik Jette Jessen, som tog suppleantposten, og Ulrik Uggerhøj, som meldte sig som revisor. Også den afgående revisor, Lars Aagaard fik et stort bifald for sin indsats gennem mange år.