
Brugere af naturen omkring Årslev Engsø må væbne sig med tålmodighed: Der går længere tid end planlagt, før højspændingsmasterne gennem Aarhus Ådal bliver erstattet af jordkabler. Energinet har udsat arbejdet, mens man overvejer, om den grønne omstilling ændrer kapacitets-behovet.
Den grønne omstilling sætter en midlertidig stopper for, at højspændingsledningerne gennem Aarhus Ådal ikke som planlagt bliver lagt ned i jorden i 2026.
Den statslige organisation, Energinet, der skal stå for arbejdet, har besluttet at sætte projektet på pause:
”I forbindelse med at der skal indpasses mere vedvarende energi i transmissionsnettet, er der opstået behov for at revurdere kapaciteten. Energinet har derfor sat projektet omkring Aarhus i bero, indtil det er fastlagt, hvilket behov der er for at kunne opretholde forsyningssikkerheden,” skriver Energinet på projektets hjemmeside.
Energinet forventer, at den nye vurdering af kablernes kapacitet kan være afsluttet til nytår. Men arbejdet med analysen betyder, at kabellægning af ledningerne ved Årslev Engsø – og dermed fjernelse af masterne – forsinkes. Arbejdet var oprindelig planlagt til vinteren 2025/2026.
Master fjernes over 5,2 kilometer
I 2008 besluttede et flertal i Folketinget, at en række strækninger af el-nettet med særlig miljøpåvirkning skulle kabellægges. En af de udvalgte projekter er ved Årslev Engsø, hvor de eksisterende 400 kV-højspændingsmaster fjernes på en 5,2 km lang strækning og erstattes med et nedgravet kabel i jorden.
Kablet etableres med en anden linjeføring vest for den eksisterende luftledning.
Fra den nordlige og sydlige ende af det nye kabel ved Årslev Engsø går forgreninger til henholdsvis Hasle og Høskov højspændingsstationer. Begge forbindelser erstattes med nedgravede kabler i jorden.
”Inden vi kan tage de gamle højspændingsmaster og luftledninger ned, skal de nye elkabler installeres og sættes i drift. På åbne arealer og marker laver vi et arbejdsbælte, hvor maskinerne kan køre på køreplader. Der graves en rende som elkablet skal ligge i. Når det er trukket og de enkelte sektioner er forbundet reetableres dræn og området reetableres,” skriver Energinet om projektet.
Læs også: