Endnu en GrimFest er slut. I sidste øjeblik lykkedes det Aage Stokholm og hans trofaste hjælpere at stable en musikfestival på benene. Trods feberredningen leverede GrimFest igen den efterhånden legendariske kobling af fine musikalske oplevelser med hyggelige rammer for fællesskab og samvær.
Vejret var i høj grad skiftende, og undervejs satte regnbygerne deres præg på stemningen på Grimhøjgaard. Men så snart regnslagene kunne pakkes væk, var den gode gamle GrimFest tilbage.
En del lokale beboere oplevede GrimFest for første gang, lokket med af gode venner og bekendte som levende havde fortalt om den helt særlige stemning for enden af Grimhøjvej.
Sandsynligvis går de hjem og fortæller videre, hvordan de her midt i livet har fået lysten til at gå til festival tilbage. GrimFest er for alvor ved at blive en stor lokal kulturbegivenhed – og hermed et endnu større aktiv for lokalområdet.
Her får du nogle nedslag fra tre dages festival – samlet sammen fra Vores Brabrands Instagram-profil.
“Siiiæææååååh!!!” #grimfest blev åbnet med en heftig energiudladning fra de fynske drenge i Patina. Med solide numre tilsat de rigtige livetricks formåede de virkelig at få publikum med! Stærk start på #grimfest2021.
På #grimfest kaster de ikke med øl – der ellers er blevet en dansk folkesport. De kaster med halm!!! Strøelsen bliver kastet i luften i lutter glæde over igen at være til festival.
Ok, forventningerne var måske ikke tårnhøje – men man må virkelig sige, at Clara trods massive regnbyger over #grimfest satte gang i festen. Med et velspillende band i ryggen og super groovy pop fik hun virkelig gang i fødderne i halmen foran skovscenen. Måske var der lige et par “Hvor er I skønne, jeg er vild med at spille for jer” for meget – men musikken gjorde, hvad den skulle.
To numre for fuld skrue og guitar-drøn så det synger for ørerne… Så tror man lige, at man kan sætte Joyce i bås ☝️ men de fem gutter kan så meget mere, viste det sig 😀 Post-punk rækker slet ikke – måske er det svært at finde en “kasse” til Joyce. Spændende band der da også kom til #grimfest med en frisk Steppeulv-pris som årets håb.
Det er jo det, vi elsker #grimfest for. Mellem alle klichéerne og de forventede oplevelser venter der en lille perle på dem, der er lidt nysgerrige og opmærksomme 🌞 Verdens Sidste Idé er ikke som alle andre men det syv mand store band fangede alle ind med uforudsigelige arrangementer og sprælske tekster om parforhold og livet i almindelighed. En uventet men stor oplevelse på #grimfest2021. Skal hjem og tjekke deres nye ep Jordiske Chancer ud.
Det er ikke let at starte en festival op på andendagen – ikke en gang selv om man hedder Calby 😕 Der var øde i halmen, da han gik på scenen fredag kl. 15, mens de fleste enten var på vej eller mest optaget af at blive genforenet med vennerne 😀 Mik Thybo er en ærlig mand med en ærlig og brugsorienteret tilgang til rockhistorien 🙏 Han er en ambitiøs men lidt kantet sangskriver som endnu ikke helt har sangene til at holde et festivalpublikum fanget – men heldigvis har han “Burnout”, der sørgede for at sætte skub i festen til sidst ❤️
#grimfest er meget mere end musik 😎 Skaterne har deres egen fest i et hjørne af pladsen, men fredag eftermiddag samlede denne her konkurrence masser af tilskuere 👀 “Plaskometeret” var en konkurrence i at drøne op ad rampen, lave et trick i luften – og lande i poolen med det største plask. Kreativt designet af pigerne i Skateducate
Reggae er festival-musik, så Total Hip Replacement var foran på points, da de gik på scenen fredag eftermiddag – endda i bragende solskin 🌞 Umiddelbart virkede det, som om koncerten mest ville blive et bagtæppe for lidt rul med hofterne og en snak om gamle dage – men der tog jeg godt nok fejl. THR kan nogle grooves, der formår at samle folk. Det er en gave – og #grimfest2021 kvitterede højlydt og med svingende arme
Det var svært for Allan Olsen på GrimFest. Først og fremmest silede regnen ned og folk gemte sig lidt væk, hvis de kunne. Men de forstod vist heller ikke helt, hvor Allan Olsen ville hen. En sang om Dronning Margrethe – og “vil I så helst høre sange om heterogene parforhold eller utilpassede unge mænd?” Hmmm… Det blev til et par nye sange og så en stribe gamle kendinge om Taberens Søn, Rosa og Staklernes Hus – tilsat lidt Ruby Tuesday og Sweet Jane, uden at #grimfest2021 fortrak en mine 😀 Vi fik også en bidende corona-kommentar, inden Olsen takkede af med Gajo og lidt fællessang. Men da var det også blevet tørvejr.
Simon Kvamm er en mand, der virkelig forstår at køre et show med fast hånd. Det oplevede GrimFest, da de fleste deltagere lørdag sidst på eftermiddagen samledes foran den store scene for at høre et af programmets største navne, Hugorm.
Men en trommeslager og en guitarist med sig på scenen fangede den 48-årige sanger og entertainer straks alles opmærksomhed med et stramt show, hvor Simon Kvamms budskaber, skæve mimik og bevægelser på scenen fyldte lige så meget som musikken.
Det gled vel mest over i performance, da han læste op af den norske forfatter Thomas Espedal, mens han hørte stemmer fra oven – med en glidende overgang til det næste nummer.
Undervejs leverede han med en lampeskærm på hovedet og et dannebrogsflag om skuldrene en bidende satire af danskerne – men det gled fint ned pakket ind i Kvamms underfundige optræden.
Lørdag aften blev på mange måder en GrimFest Classic: Inde i gården leverede de energiske fyre i ”The boy that got away” tung guitarbaseret rock, hvor begge køn i alle aldre virkelig fik chancen for at svinge med håret.
Og derefter startede ”Gretha” for alvor festen op på Grimhøjgaard med et hårdtpumpet dance-set, der undervejs fik publikum til at svinge med hofterne.
Da mørket faldt på, tog det nye kvindelige rap-navn, Feven Geles Ghebremichael med kunstnernavnet FVN over. Hun blæste folk fuldstændig bagover med insiterende hurtig-rap hen over meget varierede lydspor. Igen var hele gården fuldstændig med – på tværs af aldre, køn og hverdag, samlet i en stor gyngende enhed.
Allerede i det tredje nummer kunne et par kåde publikummer ikke lade være med at hoppe op på scenen og danse med – indtil de venligt blev sendt ned igen. Det blev det en vild afslutning fuldstændig i GrimFests ånd.