Mens solen skinnede udendørs, myldrede det i Sødalskolens skumle kælder onsdag eftermiddag med skeletter, munke, hekse og forskellige uhyrer i mellem hinanden. Traditionen tro markerede SFO´en halloween-tiden med en særdeles uhyggelig oplevelse i kælderen.
”Man bliver virkelig bange – men det er også rigtig sjovt”, lød det smilende fra en gruppe piger, inden de trak i hinanden for endnu en gang at prøve turen ned i Sødalskolens til hverdag ikke særlig indbydende kælder, der til dagen var peppet op med endnu mere skrækindjagende stemning.
Gys er noget underligt noget. Man skriger og hviner og forsøger at komme væk fra det. Og øjeblikket er man på vej tilbage for at opleve mere.
”Når du går derned første gang, er det sådan scarry, og de næste gange er det også sådan, very scarry. Du bliver stadig virkelig bange,” forklarede en af pigerne.
Men I bliver ved med at gå derned?
”Ja, ja – for det er stadig rigtig sjovt,” svarede hun.
Det er efterhånden blevet en tradition, at Sødalskolens SFO én novemberdag om året sørger for masser af gys i den i forvejen mørke kælder med masser af hjørner og kroge, hvor dunkle skabninger kan ligge på lur.
Og det gjorde de. Først på turen gennem kælderen kunne man i nogenlunde fred og ro liste gennem de dunkle gange, forbi spindelvæv og spredte skeletter.
Og pludselig sprang en person frem og nærmede sig de skrækslagne elever, som inderst inde godt vidste, at det var pædagogen Martin, som i dagens anledning lignede et farligt monster. Men som alligevel skabte masser af gys ved at dukke op forskellige steder i kælderen.
Lidt længere henne ad gangen løb en lille skikkelse frem og tilbage hen over gangen. Efter et par gange gennem kælderen, havde børnene afkodet, at det var et tøjdyr på en pind. Men skrækindjagende alligevel, selvom man i den dunkle belysning kunne skimte det hvide mærke med produkt-information.
Selv flere af Sødalskolens elever, som er vokset ud af SFO´en, var mødt op for at få lov til at opleve den uhyggelige kælder endnu en gang – og for lige at se, om pædagogerne var kommet på nye skrækindjagende påfund.
”Det er en god gammel ting, som vi også har lavet, da vi gik i SFO. Når vi en gang går ud fra den her skole, er det nok nogle af de oplevelser, vi kommer til at tænke tilbage på,” funderede en af pigerne, mens de oppe i sollyset gjorde sig klar til endnu en tur ned i den mørke kælder.
Læs også: