Det er den tid på året, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er på spil i lokalsamfundet. På Sødalskolen blev der torsdag eftermiddag skruet ekstra op for uhyggen, da SFO´en havde omdannet en i forvejen skummel kælder til det mest gyselige sted, man kan forestille sig.
Det havde været et samtaleemne i SFO´en i lang tid. Nu var der snart halloween igen. De fleste af børnene kunne godt huske, hvordan det var sidste år – og en blanding af gys og forventningens glæde gik igennem dem.
”Hver eneste dag har vi snakket om det. Børnene har bare glædet sig sådan, og mange af dem kommer selv udklædte. Det er virkelig en stor oplevelse for dem,” sagde pædagog Judy Mikkelsen, der som resten af personalet havde givet den fuld gas med udklædning og uhyggelig sminkning.
Det myldrede med skeletter, munke, hekse og forskellige uhyrer i mellem hinanden. Børnene fulgtes med en forælder for ikke at blive alt for forskrækket, når det for alvor blev uhyggeligt.
Det helt store trækplaster var kælderen under de to gymnastiksale, der resten af året ligger øde hen.
Det er i forvejen en temmelig skummel kælder, der egentlig er uhyggelig nok i sig selv. Men peppet op med massevis af dunkel belysning, ekstra spindelvæv, bevægelige dukker, og alt hvad der ellers skal til for at få selv en voksen mand til at ryste lidt i bukserne, blev det en helt ekstraordinær uhyggelig oplevelse.
Genfærd og levende skabninger
Rygterne om den uhyggelige kælder havde spredt sig med lynets hast i det østlige Brabrand, så Vores Brabrand fik assistance af fire piger fra 1. klasse, da vi fik lov til at opleve uhyggen med egne øjne og ører.
Det skulle vise sig at være en god idé – for det myldrede med både genfærd og levende skabninger i den dunkle kælder, hvor der skiftevis lød underlige grynt og skingre, hysteriske skrig. Vi bevægede os langsomt rundt i kælderens krinkelkroge, mens vi stadig mere hektisk diskuterede, om vi hurtigst kunne nå udgangen ved at gå frem eller tilbage.
Men ud kom vi – og vi mødte straks en gruppe drenge, som højlydt snakkede om, hvor kedelig en oplevelse, det havde været.
En kæmpesucces
Det var andet år, at Sødalskolens SFO satte alle sejl til for at skabe den mest uhyggelige eftermiddag, de med al deres kreativitet kunne komme i tanker om.
I spidsen for det hele stod pædagog Judy Mikkelsen sammen med sin datter Nina og hendes veninde Lotte. De to sidstnævnte bruger hvert efterår en stor del af deres fritid på at skabe den mest uhyggelige oplevelse for børnene i boligkvarteret Højmarken i Skanderborg.
Her bliver hele huset, p-pladsen, forhaven og græsplænen bygget op og omdannet til et gyseligt sted, som de lokale børn elsker at besøge hvert år.
”Vi har fået lov til at låne hendes ting, og så finder vi hele tiden selv på nogle ekstra ting. Vi var herude i lørdags og fandt en masse ting, grene og spindelvæv og fik det sat sammen. Vi skal jo lave noget nyt hvert år,” fortalte Judy Mikkelsen med et stort smil inde bag den bloddryppende facade.
”Og det er virkelig blevet en kæmpesucces også her på skolen. Da vi startede sidste år, var vi lidt bange for, om det var for meget, så børnene blev forskrækkede. Men de var ellevilde, så vi skulle da helt klart gøre det igen,” tilføjede hun.
Hyggelig kage og saftevand
Skrigene fra kælderen bekræftede, at hun havde ret. Det var skræk blandet med skæg og ballade.
Judy Mikkelsen glædede sig over, at hele personalegruppen bakker op om den slags initiativer, og at SFO-leder Lars Nielsson også lader begejstringen løbe af med sig.
”Vi har så mange projekter, hvor vi hjælper hinanden med at skabe en god oplevelse for børnene. Folk kommer bare og støtter op, så det er en kæmpe fornøjelse,” siger Judy Mikkelsen.
Og da de fleste af børnene havde været gennem den uhyggelige kælder tre-fire gange, var der hyggelig kage, saftevand og kaffe bagefter.