Ellehøjskolen skal inden udgangen af november præsentere en handleplan for et fagligt løft af skolens kvalitet og elevernes resultater. Skoleleder Helle Mønster mener, at handleplanen kan været med til styrke elevernes læring, udvikling og trivsel.
Handleplanen kommer efter en henvendelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der vurderer, at det ikke er lykkedes Ellehøjskolen at løfte den faglige kvalitet tilstrækkeligt de sidste fem år.
Her har STUK haft de tidligere skoler Tovshøjskolen og Ellekærskolen udtaget til tilsyn. Ellehøjskolen, som åbnede i august 2020, er en fusion mellem Tovshøjskolen og Ellekærskolen.
Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, anerkender de udfordringer, STUK anfører over for Ellehøjskolen:
”Ellehøjskolens elever kommer fra et af Danmarks fattigste boligområder, og der kan være mange og komplekse udfordringer, som gør skolegangen ekstra besværlig. Vi ser frem til dialog med styrelsen om en handleplan for skolen, for vi deler ønsket om at lykkes bedre og øge både faglighed og elevernes trivsel,” siger han.
”Vi har høje ambitioner for alle århusianske børn og unge, også for eleverne på Ellehøjskolen. Men det er en svær opgave, som ikke er ny, og som vi ikke er alene om i Aarhus.”
En kompleks opgave
Thomas Medom peger samtidig på den indsats, som medarbejdere på de to skoler bag den fusionerede skole har gjort for elever og forældre i årene forud.
“Medarbejderne og ledelsen skal have ros for den massive indsats, de står for. De har en virkelig kompleks opgave, som blandt andet bunder i sproglige og sociale udfordringer blandt elever og forældre. Der har været mange gode og velkvalificerede tiltag, som er kommet elever til gode og har skabt en god skoledag,” siger rådmanden.
”Jeg hilser samtidig rådgivning fra styrelsen velkommen, for vi skal være åbne for alle initiativer, som kan styrke hverdagen for elever, forældre og medarbejdere på skolen.”
Thomas Medom understreger, at udviklingen i Gellerup, Bispehaven og Toveshøj, som er sat i gang af de massive fysiske forandringer i området og byggeriet af en ny skole, skal medvirke til at styrke skolens faglige kvalitet gennem en ny elevsammensætning og dermed en ny begyndelse.
Ønske om en stærk handleplan
Helle Mønster, skoleleder på Ellehøjskolen, ser frem til at få handleplanen på plads og den kommende dialog om udviklingen af skolens kvalitet.
“Vores fokus er elevernes læring, udvikling og trivsel, og det kan handleplanen og den fortsatte dialog med styrelsen være med til at styrke. På Ellehøjskolen står vi midt i opbygningen af en ny skole, og det arbejde tager vi med videre i udviklingen af en stærk faglig og pædagogisk profil for den nye skole i Gellerup,” siger hun.
”Derfor ønsker vi os også så stærk en handleplan som overhovedet muligt, som kan styrke vores arbejde med afsæt i de nyeste principper for at inkludere elever i undervisning og faglige fællesskaber,” siger Helle Mønster.
Ellehøjskolen skal aflevere et udkast til handleplan i slutningen af november. Som led i planen kan skolen eventuelt få rådgivning af læringskonsulenter fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Børn og Unge