Nu får pulsen og fællesskabet et ekstra hak opad på Egebakkeskolen ved Holmstrupgårdvej. Skolens elevråd har fået 5000 kr. af Mejeriernes Skolemælkslegat til en panna-bane – en ottekantet minifodboldbane med lave bander.
”Elevrådet har et stort ønske om at købe en panna-bane til skolens 303 elever. Vi har undersøgt priser og snakket med firmaer og fået forhandlet os frem til en rigtig god pris på en panna-bane i super kvalitet, der indbyder til fællesskab, sundhed og trivsel,” skrev skriver Jannie Søgaard Jensen fra Egebakkeskolens elevråd i sin ansøgning til Skolemælkslegatet.
”Det vil være helt fantastisk at kunne give sådan en gave til vores kammerater. Vi krydser fingre for, at I vil hjælpe os med vores store drøm,” skrev hun i ansøgningen.
Og det lykkedes! Egebakkeskolen er en af de i alt 27 modtagere af penge fra Mejeriernes Skolemælkslegat. Det uddeles to gange årligt – om foråret og efteråret – fra en samlet pulje på 200.000 kr. og gives til aktiviteter eller ting, der skaber trivsel, sundhed, fællesskab og aktivitet for elever landet over.
Mange ønsker
Som skole eller klasse kan man anmode om op til 5.000 kr. i støtte til projekter, og et kig på denne rundes ansøgninger viser stor variation og opfindsomhed.
Der uddeles penge til frugttræer og bærbuske til en nyttehave, affaldsopsamlere, bordtennisborde, læringsmaterialer til ordblinde, højbede, udekøkkener, jonglørudstyr og meget andet.
Hos Mejeriernes Skolemælksordning glæder afdelingschef Jan Hermansen sig over skolernes lyst til at lave projekter, der kan gøre en forskel for rigtig mange elever:
”Det er en fornøjelse at kunne bidrage til at styrke børnenes fællesskab og give dem oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få. Vi modtog mange andre gode ansøgninger og kan kun opfordre til, at man søger på ny, når vi igen uddeler legatmidler til efteråret.”
Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser og elevråd, hvis skolen er blandt de cirka 1.300 skoler, der er med i Mejeriernes Skolemælksordning.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Mejeriernes Skolemælksordning.