Da beboere og naboer til Gellerup lørdag var inviteret til torvedag og oplevelsesture, kunne de også møde ejendomsmæglere på Verdenspladsen midt i bydelen. Jacob Hagelquist fra Danbolig fortalte, at det er forholdsvis let at udleje de privatejede lejligheder i Gellerup.
De private udlejningsbyggerier fortsætter med at skyde op forskellige steder i Gellerup. Senest har A. Enggaard færdiggjort Zebra House II, der ligger på Inger Christensens Gade midt i bydelen.
De 76 lejligheder har fra starten været fuldt udlejet, og det samme gælder lejlighedskomplekset Studio House, der med 176 lejligheder ligger tættere på Åby Ringvej.
Det fortalte ejendomsmægler Jacob Hagelquist, Danbolig, som var en del af torvedagen lørdag eftermiddag på Verdenspladsen midt i Sports- og Kulturcampus.
”Men der er hele tiden genudlejninger, og det er vigtigt for os hele tiden at skabe nye kontakter til mulige lejere. Derfor var vi rigtig glade, da A. Enggaard spurgte, om vi ville være med her til “Hallo! Gellerup”. Det gav rigtig god mening. Nu tester vi det lige af og ser, om vi kan få skabt nogle nye relationer,” sagde Jacob Hagelquist.
Han stod klar til at fortælle om både Zebra House og Studio House, hvor der løbende bliver ledige lejligheder.
”En vis genudlejning kan man ikke komme uden om – uanset hvilket projekt man snakker om. Jeg synes faktisk ikke, at folk flytter hurtigt ud af de her byggerier i Gellerup. Vi har fået sporet os godt ind på, hvad de forskellige projekter kan, og jeg synes, vi får fundet nogle gode lejere, som vil hinanden det godt,” sagde han.
”I begge byggerier er tomgangsprocenten meget lav. Det håber, vi at udlejer er glade for. Vi er i hvert fald stolte af det.”
Et fantastisk drive”
A. Enggaard ejer Zebra House-byggerierne sammen med PKA Pension, mens Studio House er ejet af nordjyske Calum.
I begge byggerier er der en overvægt af 2- og 3-værelses lejligheder, der i høj grad tiltaler det yngre segment. Og det er ejendomsmægler Jacob Hagelquist glad for.
”Lejlighedernes størrelse bestemmes jo af bygherren. Men den her størrelse lejligheder giver et fantastisk drive og en umiddelbarhed, der er mega fed,” forklarede han.
”Fordi Aarhus er en studieby, kommer der mange unge mennesker til fra andre byer, og de har som regel ingen forud-indtagethed over for området her . Den umiddelbarhed gør – samtidig med at man i den alder ofte er ret omstillingsparat – at man kigger åbent på det: Det ser godt ud, og prisen er god. Det skal vi det her!”
Samtidig har mange lejere en alder, hvor man får kæreste, bliver gift og får børn. Derfor vil der løbende være en del genudlejninger af den type lejligheder, forklarede Jacob Hagelquist fra Danbolig.