
Ejendomsgiganten Tækker Group har købt jord sydvest for Årslev og håber at få Aarhus Kommune til at udvide området, hvor der kan byudvikles, ned mod Lyngbygaard Å og Årslev Engsø. Andre håber, at kommunen vil fritage området tæt på engsøen for byggeri.
Tirsdag d. 5. maj er sidste frist for at indlevere høringssvar, inden Aarhus Kommune går i gang med at forberede en helhedsplan for byudvikling ved Årslev.
Der er allerede afleveret en del høringssvar, og de viser, at Aarhus Kommune får nok at gøre med at balancere mellem ejendomsselskaber, som ønsker øget mulighed for at bygge, og borgere som ønsker, at der ikke bygges tæt ved blandt andet Årslev Engsø.
Blandt dem, som har indsendt høringssvar, er Tækker Group, der blandt andet er stor-aktør i udviklingen af Nye i det nordlige Aarhus. Også i Årslev har Tækker Group købt jord op og ejer en del af det område, Aarhus Kommune har udpeget som perspektivområde.
Tækker Group har indledt et samarbejde med arkitektfirmaet Sleth A/S, der står bag projektet Årslev Fælled, Aarhus Kommune og øvrige lodsejere i Årslev-området med henblik på en fælles udvikling af helhedsplanen, skriver ejendomsselskabet i høringssvaret.
”I den videre planlægning og udvikling af området mener vi, at man skal vurdere om afgrænsningen som den p.t. er udlagt er rigtig”, skriver virksomheden. Man foreslår, at grænsen flyttes tættere på Lyngbygaard Å og ned til Skibbyvej. Desuden foreslår man, at områder syd for Skibbyvej også kommer med.

Et unikt trækplaster
Blandt de 17 indkomne forslag står Tækker Group ret alene med ønsket om en udvidelse af planområdet. I en række indlæg foreslås det omvendt, at det område, der må bygges i, indskrænkes.
Eksempelvis foreslår H.P. Jensen, ”at byggelinjen mod vest rykkes yderligere mod øst for at sikre, at naturen og dalen omkring Lyngbygårds Å forbliver uberørt”.
Cecilie Eriksen og Jeppe Nikolajsen foreslår, at byggelinjen også trækkes længere væk fra Årslev Engsø, sådan at der kun må bygges 60 meter mod syd fra Skibbyvej.
”Årslev Engsø er et unikt trækplaster for fugle og andre dyrearter, tæt på Aarhus, fordi beboelse er trukket tæt på vejen og relativt langt fra naturen, sammenlignet med eksempelvis Brabrand søen. Dette har også været trækplaster for os som nytilflyttere i området. Vi drømte om at være tæt på naturen i byen og er med det nuværende perspektivareal bekymrede for, at området mister sit unikke varetegn “natursøen”,” skriver de.
Sidsel Homann har en lignende opfordring:
”At bebygge tættere på søen end den nuværende bebyggelse vil skade oplevelsen af at være i naturen og skabe dårligere vilkår for biodiversiteten. Vi foreslår derfor, at arealerne nord for søen ikke bebygges, men udlægges til grønne fællesarealer”, skriver hun.
Også Søren Andersen opfordrer Aarhus Kommune til at flytte byggelinjen længere væk fra Årslev Engsø, så den i stedet ligger 70-90 meter syd for Skibbyvej. Det vil betyde, at man stadig vil kunne få den fantastiske naturoplevelse, det er at gå rundt om Årslev Engsø:
”Vi skal bevare naturen og for alt i verden ikke genskabe den oplevelse, der delvist er omkring Brabrand Sø, hvor man mere eller mindre går i folks haver,” skriver Søren Andersen.
Trafikforøgelse på Silkeborgvej og Ørvadsvej
Ud over de mange indlæg om byggegrænsen skriver en del om trafikken, som de mener vil blive betydelig kraftigere med udbyggelsen af Årslev.
Allerede nu er trafikken ad Silkeborg gennem det gamle Årslev blevet øget betydeligt, skriver Jørgen Glavind, som foreslår en hastighedsgrænse på 50km/t på Silkeborgvej fra Rosbjergvej til Rundkørslen i Årslev. Samtidig bør gennemkørsel med lastbiler forbydes, mener han.
Anna-Grethe og Kaj Jørgensen peger på, at Ørvadsvej allerede nu bliver brugt som genvej, da Silkeborgvej sander til morgen og aften. De er bekymrede for, at trafikken bliver endnu mere massiv, end den er i forvejen.
”Vi har gennem de sidste år forsøgt at råbe politikkerne op med trafikdæmpning på Ørvadsvej, med 40 km skiltning, vi har dog også fået bump og en lille chikane, men borgerne som benytter vejen sænker ikke farten, der er ingen fortov, ingen cykelsti på strækningen, vejstrækningen er meget attraktiv, for både gående og cyklister”, skriver de.
Som nævnt kan du stadig nå at afgive høringssvar, inden Aarhus Kommune går i gang med at skrive helhedsplanen for Årslev. Fristen er tirsdag d. 5. Maj, og du skal uploade dit svar via denne hjemmeside.