
En defekt kloakledning og brønd ved Silkeborgvej var årsag til et alvorligt udslip af ildelugtende spildevand i Voldbækken i den vestlige del af Brabrand i begyndelsen af december. Aarhus Kommune vil nu undersøge, om udslippet har gjort skade på vandmiljøet i bækken.
I to måneder har formanden for de østjyske lystfiskere, Arne Bager, ventet på en redegørelse for det udslip af ildelugtende spildevand, der i begyndelsen af december løb ud i Voldbækken.
Og fredag kom svaret – efter at Arne Bager havde rykket for en tilbagemelding:
Aarhus Vand opdagede ved en tv-inspektion af spildevandsledningen d. 23. december, at der er en ”deformation” på ledningen. Derfor har Aarhus Vand nu besluttet at gennemføre en rutinespuling af ledningen hver tredje måned, for at undgå at et lignende uheld sker igen.
Desuden må Aarhus Vand erkende, at brønden, hvorfra der tidligere har været udslip af spildevand, er defekt og vil blive udskiftet.
Nedslidt kloaksystem
Formanden for Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere, Arne Bager, er glad for, at Aarhus Vand nu tager initiativ til, at der gøres noget ved kloak og ledningsnettet nær Voldbækken.
”Herefter må vi så formode, at problemerne med et nedslidt kloaksystem bliver løst, og at risikoen for nye kloakudslip til Voldbæk undgås. Kloakudslip til vandløbene, naturen og omgivelserne kan under ingen omstændigheder accepteres,” siger Arne Bager.
Lystfiskerne har sammen med Naturstyrelsen og Aarhus Kommune brugt mange ressourcer, økonomi og frivillige arbejdstimer på at opfylde målene om god økologisk tilstand i blandt andet Voldbækken, som man håber, igen vil blive et eftertragtet gydested for ørreder.
Miljøsagsbehandler Stefan Buus Pedersen, Teknik og Miljø, skriver i et svar til Arne Bager, at han har taget kontakt til Aarhus Kommunes vandløbsgruppe for at få klarlagt, om vandmiljøet i Voldbækken har taget skade efter udslippet.
Arne Bager opfordrer beboere, som fremover oplever udslip fra kloaksystemet – eller anden form for forurening – til straks at ringe til Østjyllands Brandvæsen på tlf. 8676 7676 – eller 112 – hvorfra der omstilles til Miljøvagten i Aarhus Kommune.
Læs også:
Voldbækken forurenet af urenset spildevand fra hele Aarhus Vest