
Engang var de røde bygninger på Bautavej hjertet i affaldsindsamlingen i Aarhus Kommune. Men i dag er skraldebiler erstattet af grønt iværksætteri. Her udvikles nye løsninger i det 45.000 kvadratmeter store innovationsmiljø, Ecopark. Udviklingsparken rækker nu ud til det øvrige Brabrand.
Udvikling inden for bæredygtighed, spildevand og affald – det vi i dag kalder grøn omstilling. Det er hjertet i Ecopark, et 45.000 kvadratmeter stort kraftcenter for grøn innovation med kontorer, værksteder og testfaciliteter.
Her mødes iværksættere i et dynamisk fællesskab, hvor netværk og vidensdeling driver den grønne udvikling frem.
Ecopark er nu blevet en del af Brabrand Erhvervsforening, og udviklingsparken inviterer torsdag d. 26. marts foreningens medlemmer indenfor til årets generalforsamling og en introduktion til mulighederne i et udvidet samspil med Brabrands erhvervsliv.
“Vi har virkelig mange spændende virksomheder her. Fælles for de fleste er, at de er unge virksomheder, som har behov for støtte, viden og netværk via samspil med erfarne erhvervsledere som mentorer, investorer og samarbejdspartnere,” siger CEO i Ecopark, Niels Nørskov.
“Vi er også en del af andre erhvervsnetværk, men vi håber at blive en del af økosystemet her i Brabrand, hvort det er mest tilgængeligt,” tilføjer han.
I det hele taget engagerer Ecopark sig nu endnu mere i lokalområdet, blandt andet også via et sponsorat i Brabrand IF Fodbolds divisionshold, der snart kommer til konkret udtryk via et reklameskilt på AURA Park.
Fra genbrugskopper til batteri-løsninger
For to år siden introducerede Aarhus Kommune et forsøg med genbrug af to go-kopper. Projektet sker i samarbejde med den internationale virksomhed, Tomra, der har valgt Ecopark som lokation for udvikling af det nye forretningsben.
“Vi arbejder på at tænke bæredygtigt i hele projektets værdikæde, og derfor er Ecoparks centrale beliggenhed i byen vigtig i forhold til at minimere kørslen med genbrugskopper,” sagde René Jørgensen fra Tomra, da virksomheden i begyndelsen af 2024 begyndte at vaske genbrugskopper i Ecopark.
Niels Nørskov nævner Tomra som et eksempel på en af de mange virksomheder, som udvikler nye grønne løsninger i Ecopark. Et andet eksempel er virksomheden Visblue, der udvikler en ny teknologi til energilagring i batterier.
Visblue er allerede internationalt anerkendt for disse løsninger, og virksomheden er også partner i foreningen Sol over Brabrands arbejde på at skabe et lokalt energifællesskab.
Niels Nørskov fremhæver også Ciclia Nordic, der arbejder på at omdanne slam til råolie, og O-Robotics, der skaber små robotter, der bekæmper ukrudt på samme måde som en lille plæneklipper med damp eller børster.
Rugekasse for grønne iværksættere
Ecoparks målgruppe er iværksættere inden for grøn teknologi – men først og fremmest scale up-iværksættere, som er i fuld gang med at skalere og vokse, forklarer Niels Nørskov:
“Meningen er ikke, at de skal leve et helt liv her. I stedet er vi en slags rugekasse, hvor de f.eks. bor 2 til 6 år, eller hvad de nu har brug for, inden de skal videre ud i produktions-Danmark,” siger han.
Samtidig er Ecopark, der drives af Fonden Århus Miljøcenter, omdrejningspunkt for en lang række rådgivere og etablerede virksomheder indenfor den grønne omstilling, hvilket lejerne har mulighed for at nyde godt af.



