I dag kl. 12.00 inviterer Brabrand IF Fodbold og fællesskabet Én for Holdet til affaldsindsamling i området omkring idrætsanlægget på Engdalsvej. Fra kl. 11.50 står Én for Holdet klar til at organisere indsamlingen med udgangspunkt i hallens foyer. Efter indsamlingen er der saft, kaffe og kage sponseret af Bageriet Hartmeier. Der er ingen tilmelding til arrangementet.
I eftermiddag kl. 14.00 fløjtes der op til et spændende opgør i den nedre del af 2. division i fodbold for mænd på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Modstanderen er Skive IK, der tidligere på sæsonen har været en ubehagelig modstander for Brabrand. Allerede tidligt i august ekspederede holdet Brabrand hurtigt ud af årets pokalturnering – og senere på efteråret trak Skive også det længste strå i det indbyrdes opgør på Hancock Arena i Skive.
I dag kl. 11-13 inviterer Gellerup Bibliotek til snitte-workshop. Har du lyst til at arbejde med hænderne og fordybe dig i træets muligheder? Her får du mulighed for at lære grundlæggende snitteteknikker og skabe dine egne små træprojekter i en hyggelig og afslappet atmosfære. Workshoppen henvender sig både til begyndere og let øvede – alle kan være med. Biblioteket stiller materialer og værktøj til rådighed, og Emil står klar med kyndig vejledning undervejs.
På Aarhus Friplejehjem Helheden i Gellerup kan de godt li´ at være i god tid, så derfor blev der torsdag pustet æg i stor stil, og æggene blev pyntet og er nu en del af plejehjemmets påske-udsmykning.



