4 ud af 10 beboere i Gellerup har ikke reageret på invitationer til at blive corona-vaccineret. Aarhus Kommune og Region Midtjylland håber nu, at vaccination uden tidsbestilling i Nordgårdhallen vil få flere til at tage imod de to prik i armen.
Corona-smitten stiger igen i Gellerup Sogn. Tirsdagens tal fra Statens Serum Institut viser 27 nysmittede i den forløbne uge. Det giver en incidens – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – på 277.
Endnu ikke alarmerende, men dog bekymrende tal som Aarhus Kommune nu reagerer på ved at opfordre foreninger, ildsjæle og andre aktører i Gellerup-området til igen at opfordre alle over 12 år til at lade sig vaccinere.
Tidligere har tilbagemeldingen fra lokalområdet været, at det var for svært at bestille tid via telefon eller computer. Men fra og med på torsdag d. 12. august bliver det lettere at lade sig vaccinere i Gellerup-området.
Hver torsdag i tidsrummet kl. 9-15 kan man bare møde op ved Nordgårdhallen, Tinesvej 31 uden tidsbestilling. Man skal bare huske sit gule sygesikringsbevis. Alle over 12 år kan blive vaccineret – børn under 15 år skal dog have en forælder med.
Tilbuddet er åbent for alle, uanset om man bor i Gellerup eller ej, oplyser udviklingskonsulent i Aarhus Kommune, Pernille Brandt. Tilbuddet vil dog kun blive markedsført i Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken.
Knap 42 procent reagerer ikke på vaccine-invitation
Friske tal fra Statens Serum Institut fortæller klart om udfordringen: Af de 8268 Gellerup-borgere, som har modtaget invitation til vaccination, har 3453 ikke reageret på invitationen.
Det svarer til 41,8 procent af beboerne over 12 år, som ikke har reageret på tilbuddet om vaccination. Tilsvarende er tallet for Brabrand Sogn 13,8 procent af de inviterede, som ikke har reageret.
Aarhus Kommune har dog en forhåbning om, at et lokalt vaccinationssted vil have en positiv effekt. Da man d. 7.-8. Juli forsøgsvis tilbød vaccination i Globus 1 på Gudrunsvej, mødte 583 op for at blive vaccineret.
Samtidig bakker toneangivende personer i Gellerup-området op om opfordringen til at blive vaccineret. I en video produceret af Aarhus Kommune fortæller bydelsmødre, fodboldspillere og politikere på blandt andet arabisk og somalisk om, hvorfor de selv har valgt at lade sig vaccinere.
Vaccinationstilbuddet i Nordgårdhallen betyder samtidig, at testcentret er lukket den dag – men ugens seks øvrige dage kan du fortsat blive kviktestet i Nordgårdhallen i tidsrummet kl. 9-19.
Hvis du ønsker at blive PCR-testet, kan du blive det i Nordgårdhallen tirsdag, fredag, lørdag og søndag i tidsrummet 9.00-16.30.
Også testcentret i City Vest har fortsat åbent alle dage, hvor butikscentret har åbent, i tidsrummet kl. 9-19. Til gengæld lukker testcentret i Brabrand Mejeri nu med onsdag d. 11. august som sidste åbningsdag.