En dreng kom tirsdag formiddag slemt til skade ved en rullende trappe i City Vest. Forløbet er endnu ikke fuldstændig klarlagt, men ulykken skete så vidt Vores Brabrand erfarer, da drengen gik ind i den modsatte ende af den rullende trappe og faldt forover.
Ulykken skete på det nederste torv i City Vest, kaldet Madtorvet, tidligt på formiddagen, inden butikkerne i City Vest åbnede. Omstændighederne omkring hændelsen er som nævnt endnu ikke klarlagt.
Politiet har været på stedet og hændelsesforløbet er ved at blive klarlagt. Der er i samarbejde med Arbejdstilsynet iværksat en teknisk undersøgelse for at afdække, hvad der nøjagtigt skete.
“Først og fremmest vil vi gerne sende vores dybfølte tanker til drengen og hans familie. Vi har nu iværksat en teknisk undersøgelse i samarbejde med Arbejdstilsynet og samarbejder med politiet om at afdække, hvad der præcist er sket,” siger center manager Jacob Hald Christensen.
”Indtil de endelige konklusioner af undersøgelsen foreligger, kan vi ikke besvare spørgsmål om hændelsesforløbet,” tilføjer han.