
Det blev en lang og dramatisk onsdag aften, hvor spillere, trænere og de mange medrejsende Brabrand-tilhængere blev slæbt igennem hele følelses-registeret. Men til sidst var der kun boblende glæde: Brabrand vandt playoff-kampen mod Esbjerg fB med 5-4 efter straffespark og er klar til danmarksserien.
Artiklen er tilføjet kommentarer fra Brabrand-træner Thomas Otkjær.
En hel karavane af biler var onsdag aften kørt til Give for at støtte Brabrands næstbedste herrehold i fodbold. Det var den sidste afgørende kamp i et langt elektrisk forår, hvor holdet har præsteret langt over forventning i jyllandsserien og var tæt på at snuppe den ene oprykningsplads til danmarksserien.
Den tog konkurrenterne, FC Djursland, dog efter en spændende sidste runde, hvor Brabrand ellers gjorde, hvad holdet kunne, med en 7-0-sejr over Søften.
Men andenpladsen udløste en ekstra mulighed: Vinderen af kampen mod to´eren fra den anden jyllandsseriepulje, Esbjerg fB, ville få den ekstra plads i danmarksserien.

Kampen var placeret cirka midtvejs mellem de to klubber på det hyggelige stadion i Give, hvor de to hold sled hårdt på græstæppet, før det hele var afgjort.
”Vi kom lidt nervøst i gang og blev presset af Esbjerg, der spillede med en enorm fysik. De var ikke så interesseret i at spille poleret fodbold, men spillede meget direkte op mod deres store dygtige angriber, Mads Vilhelmsen,” fortalte Brabrand-træner Thomas Otkjær efter kampen.
En fejl i Brabrands forsvar betød, at Esbjerg allerede efter 13 minutter kunne bringe sig foran. Forsvarsspiller Sebastian Nedergaard driblede på egen halvdel og mistede bolden – og netop Mads Vilhelmsen kunne score sikkert til 1-0 for Esbjerg. Og derefter blev det for Brabrand én lang jagt på at score det mål, der kunne bringe holdet tilbage i kampen.
Udligning i overtiden
Det var tæt på flere gange for Brabrand, der stillede op til kampen i orange trøjer – men der manglede lige det sidste. Da det i kampens sidste minutter endnu ikke var lykkedes at score, blev også holdets målmand, Mathias Ørnskov, sendt frem i angrebet, og der blev for alvor sat tryk på Esbjergs forsvar.

Og tre minutter inde i dommerens tillægstid lykkedes det endelig: Troels Skovgaard Pedersen sendte en flot aflevering ind over Esbjergs målmand og lige ind i panden på Brabrands høje forsvarsspiller Sebastian Nedergaard, som kunne pande bolden i mål til 1-1.
Kæmpe forløsning hos Brabrand. Forlænget spilletid på to gange 15 minutter. Her arbejdede Brabrand-spillerne fortsat hårdt for at skaffe et sejrsmål, men trætheden tog efterhånden over – og det var tid til den uundgåelige straffesparkskonkurrence.
Omspark sendt over mål
Her scorede Lasse Meyer og Thomas Lodberg først begge for Brabrand, mens Christian Hoe brændte det tredje spark. Esbjerg scorede på sine første tre og kunne ane sejren – men så gik det galt. Spark nummer fire blev brændt.
I mellemtiden havde Morten Ostenfeld bragt Brabrand på omgangshøjde ved at score på sit spark – og det afgørende straffespark blev sikkert omsat i mål af Frederik Hoe. 5-4 til Brabrand.
Så skulle Esbjerg sparke femte gang, og det spark tog målmand Mathias Ørnskov sig af. Dommeren mente dog, at han havde bevæget sig for tidligt og dømte omspark. Det spark blev dog sendt højt over mål.
Så kunne jublen bryde løs hos alle med blåt Brabrand-blod i årerne. På tilskuerpladserne var blandt andre Jan Berg Andersen, som lærte en del af spillerne at ramme den drilske bold allerede i seks-års-alderen på banerne på Engdalsvej – og siden har haft en vigtig rolle som træner og holdleder for spillerne op gennem rækkerne.
Den nuværende træner for holdet, Thomas Otkjær, var ligeledes en meget glad mand efter den nervepirrende afslutning på kampen:
”Det var en vanvittig forløsende sejr – efter et helt utroligt kampforløb. Men jeg mener, det var en fuldt fortjent sejr. Jeg synes, vi var bedre end Esbjerg på dagen, også selvom vi først fik udlignet så sent i kampen.”
”Jeg må bare sige, at jeg er så imponeret og stolt af det her hold – at de kunne vise den moral og komme tilbage og vinde den kamp var en helt vild bedrift,” sagde træner Thomas Otkjær.
