Med snusfornuft og hård fight hentede Brabrand IF søndag yderligere tre points på en svær udebane i København. På Gladsaxe Stadion lykkedes det med det yderste af neglene at holde AB fra at score i de sidste sekunder – og de blåklædte Brabrand-spillere kunne til sidst juble over en 2-1-sejr.
Det var ikke de mest civiliserede gloser, der kom ud af munden på spillere og tilhængere fra Akademisk Boldklub, da dommer Philip Warburg undlod at fløjte for straffespark i det absolut sidste sekund af kampen.
Men manden i sort var ikke i tvivl – og så blev cifrene 1-2 stående på måltavlen efter de fem minutters overtid. Endnu en gang endte det i lidt af et drama, da Brabrand i de sidste minutter kæmpede desperat for at holde føringen.
Dommeren havde lagt en del tid til efter en episode syv minutter før tid, hvor Brabrands målmand Henrik Lindhard kom farende ud af sit mål og væltede både med- og modspillere på vejen – hvilket kostede både ham selv og flere andre spillere nogle minutters behandling.
Også her forlangte AB-tilhængerne straffespark, men dommeren så anderledes på sagen.
Det endte derfor med, at Brabrand-spillerne i cirka et kvarter – inklusiv de ekstra fem minutter – brugte kræfterne på at forsøge at sparke bolden så langt væk som muligt, mens AB blev mere og mere nærgående.
Men endnu en gang holdt Brabrand-spillerne hovedet koldt og kunne juble over sejren på en bane, hvor holdet ikke har vundet de seneste mange år.
Duelspil med Brabrand som vinder
Som da Brabrand slog B.93 på udebane i sæsonens første kamp, var det især duelstyrke og klogskab med bolden, der tippede kampen til holdets fordel.
Ingen tvivl om at AB er svære at bide skeer med, når holdet får mulighed for at spille det flydende teknisk betonede fodboldspil. Men det var der bare ikke rigtig mulighed for mod Brabrand, der konstant sad i fødderne på hjemmeholdets spillere.
Og så kunne kampen i højere grad foregå på Brabrands betingelser: Duelfodbold med mange nærkampe – så vinder Brabrand som regel. Og det gjorde holdet også her.
Igen blev højre kant Mike Kaljo den afgørende spiller. Ikke alene scorede han målet til 1-0 i slutningen af første halvleg. Han leverede også med overblik og præcision det indlæg, som Kasper Andersen bare kunne sætte hovedet på ved bageste stolpe – kun få minutter efter at AB ellers var kommet på 1-1.
Kolding på besøg lørdag
Brabrand stillede op til kampen med en smal bænk, hvor den unge forsvarsspiller Rasmus Kirkegaard Jensen tidligt måtte på banen i stedet for angriber Lasse Møberg. Også assistenttræner Malte Færge måtte ind og spille de sidste minutter i stedet for Mike Kaljo.
Et kvarter før tid kunne Frederik Poulsen have lukket kampen, da han slap alene igennem, men hans afslutning endte langt over mål. Og så måtte Brabrand som nævnt kæmpe med næb og klør for sejren til sidst.
Holdet ligger nu på en femteplads og tager lørdag d. 18. september kl. 14.00 mod Kolding til endnu en vanskelig kamp i 2. division.