En gruppe forældre i Sødalskolens distrikt er gået sammen om at diskutere skolevalg. De har alle stor sympati for den lokale folkeskole. Men de er også bekymrede for, om deres børn vil trives på en skole, hvor de fleste af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk.
De har alle tre børn, som snart skal i skole. De bor i Sødalskolens distrikt og overvejer alle at give den lokale skole en chance. I det mindste ønsker de at være sikre på, at de træffer deres valg med åbne øjne – og ikke bare på basis af nogle rygter og fordomme om den lokale folkeskole.
Kristine Holten-Andersen, Carina Jansen og Bjarke Møller er med i et nyetableret netværk af forældre, som alle bor i Sødalskolens distrikt.
”Målet med netværket er, at vi som forældre kan samles om at blive klogere. Jeg tænker, det er bedre, at vi får hinanden i tale, i stedet for at vi bare alle sammen træffer valget som en hovsa-løsning,” siger Kristine Holten-Andersen, Bjerringsvej, som har taget initiativ til netværket.
”Det løser jo ikke problemet, hvis vi bare automatisk vælger Sødalskolen fra!”
Både hun og Bjarke Møller, Brabrand Skovvej, er tidligt ude. Deres børn skal først begynde i skole i 2022. Men de vil gerne bidrage til allerede nu at få en åben snak blandt forældrene til førskolebørn i området.
”Vores oplevelse af skolen kan let bare blive begrundet i nogle tilfældige rygter. Vi ved, at de negative historier har enormt let ved at florere,” siger Bjarke Møller.
Mens de to familier først nu er gået i gang med at overveje fremtiden, har Carina Jansen og hendes mand allerede truffet deres valg.
Mange positive oplevelser med skolen
De flyttede til Brabrand for syv år siden og flyttede ind på Ellensvej. Skoledistriktet var ikke en del af overvejelsen. Det handlede mere om, hvor de havde råd til at bo.
”Vi er begge opvokset i Vestjylland og vil rigtig gerne det lokale folkeskolemiljø. Det lokale tilhørsforhold har en kæmpeværdi for os, og vi havde lyst til at støtte den lokale skole. For os handler det også om social ansvarlighed, og at vi kan være med til at påvirke nogle ting,” siger Carina Jansen.
Deres ældste barn startede på Sødalskolen, og der er heller ingen tvivl om, at nummer to også skal gå der efter sommerferien.
”Vi har haft rigtig mange positive oplevelser med Sødalskolen. Det er en fantastisk klasse, vores barn går i, og vi oplever rigtig engagerede lærere. Vi har en god fornemmelse i maven også i forhold til den næste skolestart.”
Det store spørgsmål
Som altid er det store spørgsmål balancen mellem børn med rent danske rødder og børn med andre etniske baggrunde. Er der en skæv fordeling? Og hvad betyder børnenes forskellige baggrunde for skolens liv, kammeratskaber og forældresamarbejde?
De håber alle tre, at det vil lykkes sammen at blive klogere på de spørgsmål – men også at det vil lykkes at få en god dialog med skolens ledelse og lærere om de svære spørgsmål.
”Svaret fra Sødalskolens ledelse er, at ”Vi er en dansk skole”, der insisterer på at man altid taler dansk, og at man deltager i fødselsdage og i fælles arrangementer. Men det løser ikke alle udfordringer. Og hvis vi skal løse udfordringerne, skal vi også kunne tale om dem,” siger Carina Jansen.
Forældrene er reelt set nervøse for, at deres børn bliver et mindretal på skolen, og at de risikerer at blive isolerede og have svært ved at danne nære venskaber, når kulturerne er så blandede.
”Vi får ikke nødvendigvis tippet balancen, til min søn skal starte i skole. Men det er tankevækkende, at hvis vi nu alle vælger skolen til, vil der pludselig være en langt bedre balance,” tilføjer Kristine Holten-Andersen.
23 medlemmer af netværket
Hun fortæller om en oplevelse en eftermiddag på vej hjem fra børnehaven. Hendes fire-årige søn pegede over mod Sødalskolen:
”Der er min skole! Der skal jeg gå!”
Hun svarede undvigende, at det var hun ikke helt sikker på.
”Hvorfor det, mor?”
Nu vil hun sætte sig grundigt ind i tingene, så hun kan give ham et ordentligt svar.
Netværket har nu 23 medlemmer, hvoraf cirka halvdelen har deres børn i daginstitutionen Børnesnak. Håbet er, at det kan lykkes at komme i kontakt med flere forældre fra nogle af de andre lokale daginstitutioner.
Gruppen holdt onsdag aften det andet online-møde, hvor de blandt andet diskuterede, hvordan de bedst for afklaret deres tvivl om skolevalget. Foreløbig frem til skoleindskrivningen lukker d. 6. januar – men også efterfølgende.
Starten på en tradition?
De ser ikke lige nu et behov for at danne en egentlig forening, men ønsker at holde det så åbent og inkluderende som muligt.
Håbet er, at de kan lære af Carina Jansen og de andre nuværende forældre til børn på Sødalskolen. Desuden ser de som nævnt frem til en god og åben dialog med skolens ledelse.
Uanset om valget i sidste ende falder på Sødalskolen, ser Kristine Holten-Andersen en stor fordel i at kunne mødes i netværket. Så kommer man til at kende hinanden og kan måske senere koordinere eller træffe andre fælles valg.
Og så håber hun, at det kan blive starten på en tradition, hvor forældre i lokalområdet kan vende deres reelle overvejelser om skolevalg med hinanden – og at det forhåbentlig også kan bidrage til at skabe større opbakning til den lokale skole.
Sødalskolens skoleleder Karen Henriette Jessen byder forældre-netværket velkommen:
”Det er et flot initiativ. Skolen står åben for et samarbejde, besøg og ikke mindst en ærlig dialog,” siger hun i en kommentar.
Førskole-forældrenetværk Sødalskolen hedder netværkets åbne Facebook-gruppe, som du finder her.