En gruppe beboere i Årslev havde mandag inviteret næstformand i Teknisk Udvalg, Steen Bording Andersen, på en gåtur langs Årslev Engsø for at se nærmere på byggeplanerne syd for Skibbyvej. Efter turen vurderede han, at politikerne aktivt bør sikre naturoplevelsen i området.
I løbet af de seneste måneder har beboere i Årslev indsamlet over 1600 underskrifter mod nybyggeri i engområderne ned mod Årslev Engsø. Og nu er sagen også ved at få politisk opmærksomhed.
Mandag var socialdemokraten Steen Bording Andersen som den første byrådspolitiker på besøg i Årslev for med egne øjne at se nærmere på naturområdet, hvor Teknik og Miljø for nylig har fastsat nye grænser for hvor og hvor højt, der må bygges.
Steen Bording Andersen, som er næstformand i Teknisk Udvalg, lagde ikke skjul på, at han var overrasket over, hvor langt ned mod Årslev Engsø det med den nye afgrænsning er muligt at bygge.
”Det er virkelig vigtigt, at vi bevarer den naturoplevelse her ved engsøen,” sagde han efter at have besigtiget området sammen med beboerne.
”Efter min mening bør vi sikre, at vi fortsat har et stort uberørt naturområde, der hænger sammen. Naturen har brug plads. Det vil klart være problematisk med en del af det byggeri, der er lagt op til her på sydsiden af Skibbyvej.”
Ændret afgrænsning overraskede
Beboerne havde inden gåturen detaljeret gennemgået både Aarhus Kommunes tidligere og den seneste afgrænsning af det såkaldte perspektivareal, hvor der kan byudvikles.
For nylig gik rådmand Bünyamin Simsek personligt ind i sagen, der ellers stadig ligger hos Teknik og Miljøs embedsmænd. Rådmanden besluttede, at afgrænsningen ned mod Aarslev Engsø skulle ændres, så byggelinjen nu ligger med forskellige afstande til engsøen på de enkelte lodsejeres jorde.
Under turen langs engsøen kunne beboerne detaljeret fortælle, præcis hvor langt ned på de enkelte jorde der kan bygges. Informationerne overraskede tydeligvis det socialdemokratiske byrådsmedlem.
”En helhedsplan er helt nødvendig”
Steen Bording Andersen roste beboerne for at være så tidligt ude med deres bekymringer. Han understregede, at det endnu er forholdsvis tidligt i den kommunale planlægningsproces. Endnu ligger der kun nogle ønsker fra de lokale grundejere og en foreløbig afgrænsning fra forvaltningen.
Inden et eventuelt byggeprojekt kan gå i gang, skal der både laves en overordnet helhedsplan og en detaljeret lokalplan for området. Og sagen vil undervejs komme i både Teknisk Udvalg og i byrådet.
”Det vi som politikere især skal forholde os til er, om vi synes, det er den rigtige måde at anvende området på. Men hvis vi skal kunne tage stilling på en kvalificeret måde, har vi brug for, at der bliver udarbejde for eksempel 3D-illustrationer, der viser hvordan det faktisk kommer til at se ud.”
Han forklarede, at en helhedsplan fastlægger de overordnede rammer for området. Det er her, Aarhus Kommune bestemmer, hvilke principper der skal gælde for anvendelsen af engene langs Årslev Engsø.
”En helhedsplan er helt nødvendig for, at der blandt andet kan stilles nogle krav til eventuel bebyggelse. Jeg vil bede rådmanden om, at vi får udspillet til helhedsplan til behandling i Teknisk Udvalg,” sagde han.
”Vil vi ikke fortryde det?”
En af de lokale beboere, Jeppe Nikolajsen, rejste spørgsmålet, om Aarhus Kommune ikke helt grundlæggende bør undersøge, om det giver mening at bygge i engområdet syd for Skibbyvej?
”Er det overhovedet en god idé at bygge i et naturområde som det her? Kommer vi ikke til at fortryde det, hvis vi gør det,” spurgte han.
”Argumentet fra kommunens side er jo, at vi har behov for at byudvikle også her i Årslev. Vi er presset af, at vi mangler plads. Men naturligvis skal vi stadig passe på vores naturområder,” svarede Steen Bording Andersen.
Rådmand har afslået invitation
I skrivende stund har 1550 personer skrevet under på ønsket om at holde naturen ved Årslev Engsø fri for nybyggeri. Initiativtagerne til underskriftsindsamlingen håber dog, at endnu flere i den kommende tid vil skrive under.
”Vi er slet ikke færdige. Vi kan se, at cirka 85 procent af dem, som nu har skrevet under, er her fra Brabrand-området. Men mange flere fra hele Aarhus bruger jo området og vil forhåbentlig hjælpe os i vores kamp mod nybyggeri,” sagde en af initiativtagerne, Anne Strandridder.
Desuden håber beboerne i Årslev, at det snart bliver muligt at fremsætte borgerforslag. Aarhus Byråd behandlede onsdag et forslag fra Venstre og SF om, at hvis 3000 borgere samlet fremsætter et forslag, skal det kunne behandles i byrådet. Sagen blev sendt videre til Magistraten.
Hvis det bliver muligt at fremsætte borgerforslag, vil beboerne sandsynligvis forsøge at samle 3000 menneskers opbakning til et forslag om helt at friholde engene syd for Skibbyvej for nybyggeri.
Anne Strandridder oplyser i øvrigt, at også rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, af beboerne er blevet inviteret til at komme og se området og diskutere sagen. Rådmanden har svaret, at han ikke ønsker at tage imod invitationen.