Tankevækkende taler, musikalske udfoldelser og sprudlende livsglæde. Hvis du deltog i et af onsdagens grundlovs-arrangementer i Brabrand Søpark eller på Fredspladsen i Gellerup, kan du ikke undgå at have fået oplevelsen af lidt af det hele med dig hjem.
Der var hyggen og fællesskabet – og så var der eftertænksomheden, alle ordene om, hvad det er, vi har bygget hele vores samfund på.
På Grundlovsdag kunne du få det hele, hvis du ellers bevægede dig ud i dit lokalsamfund og mødtes alle de andre, du bor lige i nærheden af. Og det var der rigtig mange, som gjorde onsdag eftermiddag i 8220 Brabrand.
Med få kilometers afstand blev grundlovsdagen fejret med fest, hygge og masser af kaffe og kage. Begge steder var stemningen varm og hjertelig, og ingen kunne formentlig gå hjem uden at føle sig lidt lettere og gladere.
”Når vi holder fødselsdag, så fester vi, fejrer vi, og der er kage. Og der er en masse gode aktiviteter, både for de voksne og for børnene. Og sådan vil det også være i dag, hvor det er Grundlovens fødselsdag.”
Det sagde Nina Palesa Bonde, som var blandt talerne på Fredspladsen i Gellerup. Faktisk var det Grundlovens 175 års fødselsdag, og det blev markeret med både lovprisning og eftertanke.
”Det er ikke bare en dag. Det er et fællesskab, et demokrati, en tradition. Det er noget, som er helt unikt i en verden, hvor vi aldrig må glemme, at de sidste 6000 år har naturtilstanden været det, der foregår i Ukraine lige nu. Vi har valgt noget andet, vi har kæmpet for det. Og det skal vi blive ved med,” sagde rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang få kilometer derfra, ved Brabrand Sø.
Han tog fat i demokratiet som et møde mellem holdninger:
”Demokrati er ligeværd i gensidig respekt, det er muligheden for at mennesker kan få indflydelse på de fælles rammer vi lever under. For demokrati giver ingen mening uden et fællesskab,” understregede Nicolaj Bang.
”Det er her, vi i fællesskab bestemmer, hvordan vores samfund skal se ud. Det er muligheden for, at mennesker kan få indflydelse. Men det er også en begrænsning af, hvor meget magt der kan samles på en enkelt persons hænder.”
Når ruinen bliver et folkehus
Han lagde ikke skjul på, at demokrati også er bøvlet og langsommeligt og pegede rundt i lokalområdet – på den gamle Jaka-fabrik og på Brabrands Hovedgade:
”Det er sådan set alt sammen rigtigt. Det ved jeg alt om som byrådspolitiker. Det er, når vi i årevis skal se på en ruin, der skulle have været et fællesskabssted – lige heroppe. Det er, når man skal vente lang tid på at få lov til at gennemføre de projekter, man har for en vej, man gerne vil forbedre for det område, man holder af.”
”Det er en del af vores langsommelige demokrati. Og nogle gange kan man godt blive lidt træt af det. Men så er det vigtigt at huske på, hvad alternativet er. Hvordan det handlekraftige ser ud. Det der går stærkt – koste hvad det vil!”
Nicolaj Bang fremhævede i den sammenhæng arbejdet for at styrke borgerinddragelsen i Aarhus Kommune:
”Nogen vil sige, at det ikke er nok – men jeg håber på, at det er langt bedre, end det vi gjorde tidligere,” sagde rådmanden og fremhævede Brabrand-Årslev Fællesråd som en god og konstruktiv medspiller.
”Det er sammen, vi skal få den dér ruin til at blive et folkehus. Det er sammen, vi skal lægge pres på en udvikler, der har snøvlet alt, alt for længe. Og det er sammen, vi skal lave det fællesskab, der skal være omkring det hus, når vi forhåbentlig lige om lidt har en løsning.”
Børnefamilierne rykkede frem
På Fredspladsen i Gellerup blev folk ved med at strømme til. Børnefamilier, lokale beboere, unge par, folk fra hele 8220 Brabrand og resten af Aarhus.
De kunne blandt andet høre den tidligere forsanger i Outlandish, Isam B, tale skarpt om alle dem, han mener har svært ved at komme til orde i det danske demokrati – men som mange omvendt har mange meninger om.
Han sang for på ny-klassikeren i Højskolesangbogen, ”Lad os tale om det frit”, og der blev også plads til hans personlige udgave af ”I Danmark er jeg født”.
Børnefamilierne rykkede frem mod scenen, da de unge artister i Cirkus Tværs bød på spas og løjer, og ungdommen myldrede til lidt senere på eftermiddagen for at høre den afsluttende koncert med det anmelderroste band Rigmor.
Selvom en regnbyge fejede hen over Gellerup, var festlighederne ikke i nærheden af at være slut. De fortsatte foran en af de nedrivningsdømte blokke, hvor borgergruppen Almen Modstand markerede modstanden mod de planlagte nedrivninger med taler, sang og musik.
Her får du en stribe billeder fra en dejlig dag i Grundlovens tegn. Billederne fra Brabrand Søpark er taget af Henrik Andersen.