
Cirkus Tværs har i den grad fået fat i hele Brabrand. Selvom vejret ikke var oplagt til udendørs cirkus, var der torsdag sidst på eftermiddagen fyldt på Verdenspladsen, da cirkustruppen Grand Danoir og bydelens egne cirkus-talenter viste, hvad de kunne.
Regnen var så småt begyndt at tage til, mens klokken langsomt nærmede sig 17. Men alligevel fortsatte tilstrømningen af børnefamilier til Verdenspladsen.
Der var kø foran boden med popcorn, mens de frivillige i Cirkus Tværs knoklede for at tørre bænkene af for regndråber, der øjeblikket efter gjorde det til en våd oplevelse at sætte sig. Men det afholdt på ingen måde folk i at sætte sig forventningsfulde til rette.
Faktisk var alle siddepladser optaget, så en del børn og voksne måtte opleve forestillingen stående.
“Det er rigtig dejligt at opleve, at så mange dukker op til forestillingen, selvom aftenduggen falder lidt hårdt her i Gellerup,” lød det fra cirkus-direktør Søren Stockmar, inden han bød velkommen til Cirkus Tværs´ talenthold, der træner i Sports- og Kulturcampus hver tirsdag.
Til taktfaste klapsalver fra publikum blev der vist både akrobatik, magi og “ægte muskulatur”.
“Vi har et forsøg her i år i Cirkus Tværs. Vi skal huse i alt fem eller seks gæstende forestillinger, og hver gang vil vi gerne også præsentere vores egne artister. Mange af dem kan sagtens stå på den her scene om nogle år. Og omvendt har mange af de voksne artister været i gang, siden de var børn,” sagde Søren Stockmar.

Det gælder også artisterne i Grand Danoir, som siden har dygtiggjort sig på cirkusskoler i hele Verden og nu er tilbage for at præsentere den fælles forestilling, publikum torsdag kunne opleve.
Tilskuerne kunne opleve cirkusdiscipliner som trapez, håndstande, parakrobatik, slackline og jonglering på højt plan suppleret af en humoristisk fortælling, der satte spørgsmålstegn ved vores frihedsbegreber og jagt på materiel rigdom.
Her får du en stribe billeder fra en herlig cirkus-eftermiddag midt i Gellerup. Allerede næste torsdag, d. 3. juni kl. 14-17, inviterer Cirkus Tværs til markedsdag på Verdenspladsen med boder, gøgl og en ægte spåmand.