
Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort, at syv skoler fra Aarhus Kommune skal være en del af den nationale forsøgsordning for skolemad. Sødalskolen er en af skolerne, der i alt får tildelt over 41 millioner kroner i perioden 2025 til 2028 til at servere et dagligt måltid mad for en del af deres elever.
Som en del af finansloven for 2025, afsatte regeringen, SF og Radikale Venstre i alt 854 mio. kroner til et nationalt forsøg med skolemad. Med forsøget er det hensigten at indsamle viden og erfaringer på tværs af landets folkeskoler om forskellige måder at organisere skolemad på, og hvilken betydning skolemad har for elevernes sundhed, læring og trivsel.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet åbnede i marts for, at landets folkeskoler og frie grundskoler kunne tilmelde sig forsøgsordningen.
Blandt andet var Sødalskolen blandt ansøgerne. Det har længe været et varmt ønske på skolen at kunne tilbyde skolemad som et led i at kunne blive en mere attraktiv skole for lokalområdets familier.
Efter en lodtrækning, er 191 skoler fra 77 kommuner nu blevet udtrukket til at være med. Fra Aarhus Kommune havde i alt 15 folkeskoler tilmeldt sig det nationale forsøg, da der var frist for tilmelding den 2. maj. Heraf har syv fået positiv tilbagemelding.
“Jeg er glad for, at hele syv folkeskoler i Aarhus Kommune skal være en del af forsøget. Jeg tror på, at de kan bidrage til, at vi alle sammen bliver klogere på, hvilken forskel skolemad kan gøre for elevernes sundhed, deres trivsel og udbytte af undervisningen,” siger skolerådmand Thomas Medom.
Han understreger, at han har store ambitioner for skolemad i Aarhus Kommune.
“Børn lærer bedst med mætte maver fyldt med sund og nærende kost. Derfor er det også min klare ambition, at alle århusianske folkeskoler, på den ene eller anden måde, på sigt skal servere eleverne et dagligt frokostmåltid,” siger Thomas Medom.
“Vi er allerede godt i gang. Flere folkeskoler har velfungerende madordninger. Forhåbentlig kan det nationale forsøg gøre os lidt klogere på, hvordan det kan blive grebet an på forskellige måder, og samtidig understrege, hvad vi allerede ved fra flere af vores nabolande, hvor man har mange årtiers erfaring med skolemad. Nemlig at skolemad gør en positiv forskel for børnene. Både i skoletiden, men også på lang sigt, fordi det udligner ulighed i sundhed og giver børnene en bedre chance i livet,” siger rådmanden.
Det bliver indskolingsklasserne 0.-3. klasse på Sødalskolen, der er udvalgt til at være med i forsøget. Desuden er følgende seks århusianske folkeskoler udtrukket til at deltage i det nationale forsøg med skolemad.
- Beder Skole (indskolingen)
- Læssøesgades Skole (indskolingen)
- Rosenvangskolen (indskolingen)
- Samsøgades Skole (indskolingen)
- Søndervangskolen (udskolingen)
- Viby Skole (udskolingen)
Herudover er Den Moderne Kulturelle Skole og Århus Friskole, som begge er frie grundskoler i Aarhus, blevet udtrukket.
Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at lodtrækningen er sket under hensyntagen til blandt andet geografi og socioøkonomi.
Alle udvalgte skoler skal have etableret deres madordning inden årets udgang.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Børn og Unge.



