9 ud af 10 børn og unge i Aarhus Vest trives godt, har nære venner, får tilpas meget motion og oplever, at de er ”gode nok som de er”. De sidste 5-10 procent oplever til gengæld massive udfordringer. Det fremgår af Aarhus Kommunes årlige trivselsmåling gennem ført i 4.-9. klasse.
1870 børn og unge har i løbet af forårs-månederne svaret på spørgsmål om deres hverdag i Aarhus Kommunes trivselsmåling. Vores Brabrand har gennemgået rapporterne for de enkelte skoler og for hele Aarhus Vest samlet set for at få et billede af børn og unges trivsel i lokalområdet.
Tallene viser, at de allerfleste elever generelt har det rigtig godt. Når man spørger til deres livstilfredshed på en skala fra 1-10, sætter to ud af tre kryds ved 8, 9 eller 10.
Omvendt vurderer 12% i 4.-6. klasse deres tilfredshed med tilværelsen til 5 eller lavere. Tallet er nogenlunde stabilt set i forhold til året før, og ligeledes ret ensartet i forhold til hele Aarhus Kommune. 62% af dem, som oplever udfordringer, peger på problemer i skolen, mens 44% peger på problemer derhjemme.
I udskolingen – 7.-9. klasse – vurderer 14% deres livstilfredshed til 5 eller lavere. Af dem peger 41% på ”noget andet” end problemer i skolen eller familielivet.
6-7% oplever lavt selvværd
Eleverne blev desuden stillet spørgsmålet, om de var enige i sætningen ”Jeg er god nok som jeg er”. I 4.-6. klasse var 6% enten uenig eller helt uenig. Blandt de ældste var tallet steget til 7%, og her var det ret markant, at der var flere piger end drenge blandt dem, som ikke oplever sig som gode nok.
Eleverne blev også spurgt, om de har gode venner i skolen. Og det svarer kun 2% på både mellemtrin og udskoling nej til.
Når man ser på svarene fordelt på skoler i Aarhus Vest, ligger de alle på nogenlunde samme niveau, med enkelte variationer der formentlig skyldes tilfældigheder.
Færre unge drikker alkohol i Aarhus Vest
I den offentlige debat bliver de unges alkoholvaner ofte trukket frem, og derfor er det interessant at se på, hvordan situationen er hos de unge i det vestlige Aarhus.
Her er det specielt markant, at flere end halvdelen – helt præcist 56% – af eleverne i 7.-9. klasse fortæller, at de aldrig har drukket alkohol. Det er hele 7 procentpoints højere end i Aarhus Kommune generelt. Der er altså betydeligt flere unge i den aldersgruppe i Aarhus Vest, som endnu ikke har smagt alkohol.
Omvendt svarer 23% af eleverne på de tre klassetrin, at de var 13 år eller yngre, da de første gang drak mindst en hel genstand.
Det samme billede tegner sig omkring spørgsmålet: ”Hvor mange gange i løbet af de sidste 30 dage har du drukket mindst 5 genstande? Det har 83% slet ikke gjort – og det er igen betydeligt flere end i Aarhus som sådan.
10% svarer, at de mere end én gang har drukket mindst fem genstande de sidste 30 dage. Enkelte har gjort det flere end 10 gange.
4% har røget hash
Billedet er endnu mere markant, når de unge i udskolingen spørges om rygning. 91% svarer, at de ikke ryger, mens 4% ryger hver dag.
4% af de unge har prøvet at ryge hash, marihuana, pot eller skunk. Af dem har 58% dog ikke gjort det inden for de sidste 30 dage. 5 personer har gjort det over 10 gange inden for den sidste måned.
Når det gælder amfetamin, kokain og andre hårdere stoffer, har 11 af de 1870, som har svaret, prøvet de stoffer flere gange.
40% af eleverne sover ind i mellem dårligt
Tallene oven for tegner et billede af en forholdsvis sund lokal ungdom. Og det bekræftes af resten af undersøgelsen: De allerfleste spiser både morgenmad og frokost, går i seng inden kl. 23 og sover godt de fleste nætter.
I 4.-6. klasse sover eleverne gennemsnitligt 8,8 timer i døgnet, mens de ældste elever i gennemsnit kan nøjes med 8,0 timer.
En del elever klager dog over, at de ofte eller jævnligt sover dårligt om natten, og det betyder, at nogenlunde det samme antal så ikke føler sig friske i skolen. Det gælder faktisk 40% af eleverne på både mellemtrin og udskoling.
Endelig er eleverne også blevet spurgt til deres motionsvaner, og her er det markant, at især mange af de ældste elever ikke bevæger sig så meget i skoletiden.
Til gengæld bevæger cirka 80% af eleverne sig en del i fritiden, svarende til 2-3 timer om ugen, hvor de sveder eller bliver forpustede.
Stort fokus på elevernes trivsel
Skoleleder Anders Munthe, Engdalskolen, siger i en kommentar, at han kan genkende det overordnede billede, at langt de fleste har det ganske godt, men at et lille mindretal til gengæld har det rigtig skidt – ofte på basis af forskellige triste begivenheder som skilsmisser eller dødsfald i familien.
Han understreger, at skolerne kun bruger trivselsmålingen som strømpil i forhold til det overordnede billede. Der findes langt bedre og mere detaljerede målinger, når der for alvor skal handles over for de enkelte børn og unge.
”Men generelt vil jeg sige, at vi hver eneste dag har stort fokus på elevernes trivsel, og vi har mange fagpersoner, som er uddannet til at håndtere forskellige trivsels-udfordringer,” siger han.
I øjeblikket har alle kommunens skoler et stort fælles fokus på fravær.
Anders Munthe oplever, at de mange måneder med corona-restriktioner nu generelt påvirker trivslen blandt eleverne negativt. Blandt andet savner en del at kunne bevæge sig mere frit mellem klasserne.
”Det gik rigtig fint i foråret, hvor vi under de skrappe corona-restriktioner næsten ingen konflikter havde. Nu, hvor det hele er blevet lidt mere normalt igen, kan vi også mærke mere slid og ”øget friktion” blandt eleverne,” siger han.