Fodboldklubben IVF05 i Toveshøj er drevet af en gruppe lokale fædre, og medlemmerne er hovedsagelig børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Men det har længe været ledelsens ønske også at kunne tiltrække danske medlemmer, blandt andet ved at satse på trænere med rent dansk rødder. Og nu begynder de etnisk danske fodboldspillere at dukke op i klubben.
Tekst og foto: Lars Christensen
En af de nye spillere i IVF´s røde spillerdragt er Stefan Schultz Laursen, som her fortæller om at starte i fodboldklubben i Toveshøj:
”Vi er blevet fantastisk taget imod i IVF. Ledelsen har fra dag ét virkelig været god til at tage os med, få os hurtig oprettet i systemet og ind på holdet. Gutterne på holdet har også været gode til at tage imod os.”
Stefan Schultz Laursen er vokset op i Lindved, tæt på Vejle og har altid spillet i den lokale fodboldklub Lindved GF. Nu spiller han med vennerne i IVF i et område der blandt andet tæller Danmarks fattigste skoledistrikt. Men Stefan har ikke gjort sig tanker om sociale udfordringer og fattigdom. Derimod har han bidt mærke i en positiv klubkultur i IVF:
”Der bliver altid hilst på hinanden, og i omklædningsrummet er der altid super god stemning. Et nøgleord her i klubben er ‘respekt’. Det bliver omtalt flere gange på en dag, at vi skal vise hinanden respekt. Det er også sigende for kulturen hernede. Folk har respekt for hinanden, synes jeg.”
Stefan og Hans og Frederik, som de to andre danskere hedder, bor i Gellerup. Stefan læser Arabisk og Islamstudier på Aarhus Universitet og så kunne man jo tro at al snak foregår på arabisk, men nej:
”Jeg hilser da lige af og til på drengene på arabisk, men alle i klubben taler jo dansk – langt bedre end jeg taler arabisk. Jeg spiller ikke på holdet fordi det hjælper mit studie, men fordi jeg egentlig bare gerne vil spille fodbold i det område jeg bor, og fordi det simpelthen er nogle så sjove mennesker at være sammen med,” slutter Stefan Schultz Laursen.