Folketinget har besluttet, at højst 30% af børnene i daginstitutionerne må komme fra udsatte boligområder. På Jettesvej i Gellerup har Væksthuset og Viben fået fem års dispensation fra loven, mens Unimukken ikke har fået dispensation. Institutionerne forbereder sig alle på at skulle til at sige nej til børn fra lokalområdet.
Nærmest dør om dør på Jettesvej i Gellerup ligger daginstitutionerne Væksthuset – som består af institutionerne Skoven, Engen, Bækken og Stranden -, Viben og Unimukken. Alle steder spekuleres der over konsekvenserne af Folketingets såkaldte ghettopakke: Kun højst 30% af børnene i daginstitutioner må have adresse i udsatte boligområder.
Men det krav fik en række daginstitutioner i Aarhus kort før jul dispensation fra i en periode på fem år. Det gælder blandt andet Væksthuset på Jettesvej 10. Det betyder, at den knap fire år gamle institution får fem år mere til at finde den 70/30-balance mellem børn, der ikke bor i lokalområdet, og børn der gør.
”Vi har ventet og håbet på den her dispensation. Det betyder, at Væksthuset da ikke umiddelbart skal rives ned, og en masse dygtige medarbejdere kan beholde deres job. Nu skal vi så i gang med at diskutere, hvad vi så kan gøre”, siger Lene Hansen, som er pædagogisk leder i Skoven.
Unimukken er et mønstereksempel
Unimukken, der ligger lige ved siden af på Jettesvej 2, er til gengæld ikke nævnt i dispensationen. Formentlig fordi institutionen allerede i dag har den ønskede fordeling, hvor højst 30% af børnene har adresse i et af de udsatte boligområder på den såkaldte ghettoliste: Gellerupparken, Skovgårdsparken og Toveshøj.
På den måde er Unimukken et mønstereksempel i politikernes øjne: I løbet af de seneste ni år er fordelingen af børn blevet langt mere blandet, end den tidligere har været.
Det betyder så samtidig, at der nu vil blive holdt øje med, om Unimukken kan fastholde denne fordeling, hvor højst 30% kommer fra Gellerupparken og de øvrige udsatte områder. Institutionen kan kun håbe på, at familier udefra fortsat vil søge institutionen.
Adressen er det afgørende
Som nævnt har Væksthuset altså fået fem års frist til at bringe andelen af lokale børn ned. Men for at det skal lykkes, skal pladsanvisningen undlade at tilbyde pladserne i Væksthuset til børn fra Gellerupparken, Skovgårdsparken og Toveshøj.
Så hvad stiller børnefamilier op, som ønsker at flytte til de områder? Ja, de skal så formentlig forsøge at finde en daginstitution et andet sted, for eksempel i det øvrige Brabrand eller i Åbyhøj.
”Det er vigtigt at huske, at den her lov kun handler om adresser og ikke om baggrund,” understreger Sharon McLeman, som er leder af Unimukken. Hun nævner eksempler på en pæredansk familie, der bor lige over for Unimukken, og som potentielt kan være nødt at måtte søge en institution længere væk.
Begejstring over medarbejdernes engagement
Birgitte Andersen og hendes mand købte for få år siden et hus i Beringsminde på den anden side af Hejredalsvej og har begge deres børn i daginstitution på Jettesvej: Den lille i Væksthuset og den store, som skal starte i skole til sommer, i Unimukken.
Da Væksthuset åbnede i august 2016, var deres barn det første etnisk danske barn i institutionen. De valgte Væksthuset til, især fordi de blev begejstrede for de nye fine fysiske rammer og kunne mærke det store engagement hos personalet, forklarer Birgitte Andersen.
Væksthuset er et stort hus med i alt 180 børn, men de er fordelt på fire afdelinger med masser af plads og mange muligheder for at kunne trække sig tilbage og søge ro og stilhed.
Siden starten i 2016 er der kommet flere børn med adresse udenfor Gellerupparken, Skovgårdsparken og Toveshøj i Væksthuset, men der er stadig et stykke vej til den 70-30-fordeling, politikerne ønsker.
”Jeg er virkelig glad for, at mine unger går der”
I dag sidder Birgitte Andersen i bestyrelsen for Brabrand Dagtilbud som forældrerepræsentant for institutionen Skoven, og hun kan give institutionen sin varmeste anbefaling. Hun håber, at flere familier i Brabrand vil vælge institutionerne på Jettesvej til og er selv klar til at være en aktiv ambassadør, når lejligheden byder sig.
”Jeg er virkelig glad for, at mine unger går der. Det er en dansk institution, hvor alt jo er, fuldstændig som det skal være. Så får man et engageret personale oven i – og glæden ved at ens børn lærer at omgås børn, der på mange måder er forskellige fra dem selv.”
Hun kender mange forældres bekymring over, om der nu gives køb på de danske værdier. Men det kan hun helt afvise: Traditioner som jul og påske bliver fejret som alle andre steder – men det gør den muslimske eid også.
”Jeg oplever, at alle børn uanset kultur deltager i det hele. Alle børnene kalder lige højt på julemanden, og forældre fra alle kulturer deltager og filmer deres børn, når de går lucia”, siger hun.
Lene Hansen, som er pædagogisk leder i Skoven, opfordrer til, at man kommer forbi og ser sig omkring i Væksthuset – også inden man eventuelt har fået anvist en plads der.
”De fleste vælger daginstitution med maven. De skal ud og se og mærke, hvordan der er”.
Brabrand Dagtilbud består af 7 afdelinger, som er fordelt på 2 bygninger på Jettesvej lige ved siden af hinanden:
I Væksthuset på Jettesvej 10 ligger 4 afdelinger – Børnehuset Skoven, Børnehuset Stranden, Børnehuset Engen og Børnehuset Bækken.
På Jettesvej 2 ligger Unimukken, Natur- og Miljøbørnehuset Viben samt gæstehuset for 16 dagplejere i Sødal, Tovshøj og Engdal distrikt.