Selvom den sejlivede corona-virus fortsætter med at sætte begrænsninger for os alle, bliver den danske Grundlov alligevel fejret lørdag d. 5. juni i Søparken ved Brabrand Sø. Til gengæld er det planlagte grundlovs-arrangement på Fredspladsen ved Gellerup Kirke blevet aflyst.
Sidste år var samfundet stadig lukket ned, og alt var aflyst. Men i år skal det være anderledes. Grundloven skal fejres – om end restriktionerne stadig sætter sine begrænsninger.
I Brabrand Søpark tæt på rostadion inviterer Kulturgas, Brabrand Aarslev Kirker, Brabrand IF og Brabrand-Aarslev Fællesråd lørdag eftermiddag til en times tætpakket program. På grund af restriktionerne er programmet reduceret, og forsamlings-begrænsningerne vil naturligvis blive overholdt.
Det betyder, at området er indhegnet, og det bliver kun lukket 100 mennesker ind på pladsen. Der bliver en scene og et telt, med mulighed for at købe kage/kaffe og øl/vand. Man skal bære mundbind, undtagen når man sidder på sin plads.
Årets grundlovstale leveres af provst Esben Andersen, Brabrand Aarslev Kirker.
”Der er mange særlige regler i år og skærpede omstændigheder for større forsamlinger. Alligevel har vi prioriteret, at vi skulle mødes, dog i et lidt mindre format end vi plejer,” siger Inge-Marie Hansen fra styregruppen bag grundlovsmødet.
”Det væsentligste er her stadigvæk: vi skal synge sammen og høre grundlovstalen. Springgymnasterne fra Brabrand IF vil optræde, og skolen har lavet kunst til dagen. Og når vi krydrer alt dette med den gode stemning under forårssolen, bliver det helt sikkert også et godt grundlovsmøde 2021.”
I Gellerup blev lokalsamfundet formelt set lukket ned mandag på grund af en ny bølge af smittede. Nedlukningen gælder dog ikke udendørs aktiviteter, men alligevel har Gellerup Kirke, Gellerup Fællesråd, Livsværkstederne og en række foreninger valgt at aflyse grundlovs-arrangementet på Fredspladsen mellem blokkene Gudrunsvej 78-82.
Her skulle efter planen hele to grundlovstalere have givet deres bud på Grundlovens betydning: Den 21-årige ildsjæl Nagin Ravand og den netop afgåede fritids- og ungdomsskoleleder Anders Glahn.
Lørdag d. 5. juni kl. 14-15: Grundloven fejres i Brabrand Søpark ved rostadion for enden af Vandværksvej.