Engdalskolen er igen blevet ramt af corona-smitte. Denne gang er en elev i 5. klasse og i en 8. klasse blevet ramt af corona-smitte. Det betyder at både klassekammerater og berørt personale nu skal testes. Otte klasser på skolen modtager derfor hjemmeundervisning mandag.
Søndag fik Engdalskolens ledelse besked om yderligere to corona-smittede blandt skolens elever, og skoleleder Anders Munthe satte straks det efterhånden velkendte beredskab i gang:
Klassernes forældre fik via Aula-systemet besked om, at de børn og voksne, som har været i nær kontakt med de smittede, hjemsendes, indtil de er konstateret raske.
De nye tilfælde betød også, at eleverne i otte klasser i 5., 6. 7. og 8. årgang mandag får hjemmeundervisning via computeren. Senere mandag melder skolens ledelse nyt ud om situationen senere på ugen.
”Fire af klasserne er tilbage i skole allerede i morgen, tirsdag. De resterende klasser forventer vi kan modtage undervisning på skolen senest torsdag eller fredag i denne uge. Det afhænger af, hvor hurtigt klassernes lærere og pædagoger får svar på deres tests,” siger skoleleder Anders Munthe.
”Vi går tilbage til normal klasseundervisning, så snart det er praktisk muligt. Hvis nogle elever stadig er hjemme, fordi de er syge eller endnu ikke har fået svar på deres tests, kan de følge med via computeren.”
Klar til hjemmeundervisning fra dag til dag
Anders Munthe understreger, at skolen nu har virkelig gode erfaringer med online-undervisning, og at man derfor i visse tilfælde foretrækker hjemmeundervisning frem for at indkalde vikarer.
”Vi gør meget for at undgå, at klasserne skal have vikarer, der jo ofte også kommer på en del andre skoler. Vi skal minimere risikoen for yderligere spredning af smitten så meget, vi kan.”
Han tilføjer, at skolen har systematikken så meget på plads, at man nu fra dag til dag kan gå over til online-undervisning, hvis det er nødvendigt.
”Ingen sure miner”
Flere andre elever på Engdalskolen har de seneste uger været ramt af corona-smitte, og skoleleder Anders Munthe kan mærke, at smitten påvirker lokalområdet meget i øjeblikket. Ikke kun skolen, men også fritidsaktiviteter bliver påvirket.
Han har dog stor ros til forældrene, som bliver påvirket af nye smittetilfælde:
”Forældrene er virkelig fantastiske. Der er slet ingen sure miner, de rykker bare. De gør det virkelig let for os. Og de er meget opmærksomme på, om der for eksempel har været fritidsaktiviteter, man også skal være opmærksomme på i smitte-opsporingen,” siger han.