
Onsdag præsenterer City Vest en særlig center-app, der gør det muligt for kunderne at følge nyheder fra butikkerne via mobiltelefonen. Udviklingen af app´en er udtryk for, at der er en positiv proces i gang i City Vest, lover marketing manager Anja Ballegaard.
De 31 butikker i City Vest Shoppingcenter bringer onsdag et nyt initiativ på gaden: Kunderne kan downloade en ny app, der gør det muligt at følge nyheder fra butikkerne nærmest fra dag til dag.
”Med appen har man mulighed for altid at holde sig opdateret på butikkernes tilbud og aktiviteter. Vi er meget spændte på denne nye mulighed, der gør det lettere, at vi kan komme tættere på hinanden i hverdagen,” siger marketing manager Anja Ballegaard.
Grund-ideen er, at man kan følge de butikker, man ønsker. Og hvis man giver tilladelse til at modtage notifikationer fra appen, vil man modtage daglige nyheder, informationer om nye kollektioner og specielle tilbud fra de pågældende butikker direkte på telefonen.
Optjening af points
Desuden tilbyder app´en en funktion, der betyder, at man optjener points, hver gang man befinder sig i centret – uanset om man handler eller blot nyder et ophold i shoppingcentret. Det kræver dog, at man tillader mobilen at registrere, hvor man befinder sig. Via de optjente points kan man vinde gavekort og andre ekstraordinære præmier, lover hun.
”Alle butikkerne er med på app´en og glæder sig til også ad den vej at styrke samtalen med de lokale kunder”, fortæller Anja Ballegaard. Hun peger på, at udviklingen af den nye app er et udtryk for, at der er en positiv proces i gang i City Vest.
Du kan læse mere om appen og downloade den lige her.
Nomineret som Byens Bedste
Hun peger på en række andre positive nyheder fra City Vest i den senere tid:
- Pakkedistributøren GLS har netop åbnet en shop for afhentning og aflevering af pakker i City Vest
- Brillebutikken Louis Nielsen åbner en ny butik i City Vest i slutningen af oktober. Butikken rykker op på øverste etage og får til huse ved siden af centrets anden brillebutik, Synoptik.
- Føtex åbner i november en ny legetøjsbutik i shoppingcentret.
- City Vest Shoppingcenter tilbyder en lokal iværksætter en butik i centret gratis i tre måneder hen over julehandlen. Butikken får til huse på den øverste etage ved siden af Flying Tiger.
Anja Ballegaard tilføjer stolt, at City Vest netop er nomineret til titlen som Byens Bedste Shoppingcenter 2020.
”Vi oplever en kæmpe dedikation fra lokalområdet, og nomineringen understreger, at vores lokale kunder virkelig vil os. Vi håber, at mange nu også vil stemme på os den 12. oktober på Århus Stiftstidende,” siger Anja Ballegaard, som for tre måneder siden kom til Brabrand fra en stilling som marketingschef i Bestseller.
City Vest Shoppingcenter er ejet af Danica og ATP og har hidtil været administreret af DEAS. 1. oktober bliver shoppingcentret dog en del af Danske Shoppingcentre, der i forvejen administrerer 17 andre shoppingcentre, blandt andet Randers Storcenter, Kolding Storcenter og Lyngby Storcenter.