
Onsdag slår City Vest igen dørene op efter godt fire måneders nedlukning. Genåbningen sker på både sikker og forsvarlig vis, hvor alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes, lover shoppingcentret.
De mange corona-tiltag, som gennem det seneste år er blevet iværksat, vil blive fastholdt, lover Jesper Faurholdt, der er adm. direktør i Danske Shoppingcentre, som ejer City Vest:
”Vi har både før, under og efter nedlukningen haft fuld fokus på at kunne tilbyde vores kunder en helt sikker shopping-oplevelse. De mange afstands- og hygiejnetiltag, som løbende er indført under pandemien, fortsætter lige så længe, der er behov for det.”
I City Vest er man helt klar til at åbne dørene igen, siger Jacob Hald Christensen, som er Center Manager i City Vest:
”Det er vigtigt for os, at både butiksansatte og besøgende føler sig trygge i vores centre. Så man vil stadig blive mødt af coronavagter, der sikrer overholdelse af mundbinds-, hygiejne- og afstandskrav. Vi har fortsat spritdispensere i hele centret og sørger for grundig og hyppig rengøring samt den velkendte afstandsmarkering og skilte, der viser, hvilken retning man skal gå.”
Centrets størrelse betyder, at der er god plads til, at kunderne kan holde afstand og passe på hinanden.
”Selvom vi har rigtig god plads, fortsætter vi også med at live-overvåge antallet af kunder, så vi sikrer, at vi ikke har flere besøgende, end at vi til enhver tid overholder retningslinjerne,” siger Jesper Faurholdt og fortsætter:
”Vi opfordrer fortsat alle vores besøgende til at passe godt på hinanden, så vi kan være sikkert sammen.”