Det var nærmest City Vest Classic, da Center Mode onsdag aften holdt modeshow i butikken. Der var vin i glassene, 20 procent rabat på alt i butikken – og ikke mindst en hyggelig stemning, hvor der var plads til en frisk bemærkning og et godt humør.
Mens butikschefer og ansatte i City Vest venter på, hvad der skal ske med butikscentret, holder de fanen højt. Alt sættes ind på at fastholde oplevelsen af City Vest som et hyggeligt og rart lokalt sted at handle.
Traditionen tro havde Center Mode, der sælger tøj og sko ”til mode- og kvalitetsbevidste kvinder i alle aldre”, onsdag og torsdag aften inviteret til modeshow i butikken. Vores Brabrand kiggede inden for – og selvom vi ikke lige var i målgruppen, var det ikke svært at blive fanget af den gode stemning.
”Det er altid virkelig hyggeligt. Jeg elsker at forkæle mine kunder,” fortæller butikschef Heidi Vibholm, som siden hun kom til City Vest for fem år siden to-tre gange om året har inviteret til modeshows.
Dertil kommer mindre arrangementer ind i mellem. Blandt andet tilbyder Center Mode, at 10 veninder kan få en særlig aften i butikken, hvor de, mens de får lidt at spise og drikke, får indblik i de seneste modetrends. Desuden holder Center Mode også arrangementer som morgenbanko og morgenhygge.
Mange velkendte ansigter
Heidi Vibholm slog tonen an og bød velkommen til de cirka 40 gæster, som var placeret i to rækker gennem butikken. Alle var udstyret med en liste over den spændende efterårs-mode, der i løbet af aftenen passerede forbi dem.
”Der er mange velkendte ansigter, kan jeg se – men også nogle nye. I er alle vores loyale kunder – det er jer, der er vores ambassadører. I hjælper os til at blive her i City Vest, for det vil vi rigtig gerne. Jeg håber, vi sammen får en fantastisk aften,” indledte hun.
Sammen med Brian fra en af Center Modes leverandører, Etage, kommenterede hun aftenen igennem alt fra varme frakker til frække veste. Alt fik en både humoristisk og informativ kommentar med på vejen, mens gæsterne noterede flittigt ned.
Gaver fra de fleste butikkerne i City Vest
Der blev set nærmere på forede jakker og frakker til den kolde vintertid – fra en vegansk frakke til en jakke med aftagelig pelskrave. Og naturligvis kjoler, bluser og bukser i alle former og farver, som Vores Brabrand behændigt skal undlade at kommentere nærmere.
Alt sammen blev det smukt præsenteret af de fire modeller, som Heidi Vibholm undervejs havde mange historier om og kommentarer til.
Undervejs blev der skålet i vin, leveret af vinbutikken BARe VIN, som medbragte friske vintilbud, og der var kaffe og kage hos naboen, Café Norr.
I det hele taget viste aftenen den store støtte, som butikkerne i centret giver hinanden: Stort set alle butikker havde doneret gaver, der aftenen igennem blev trukket lod om. Dertil kom indholdet af en særlig goodie bag, som alle fik udleveret. Så ingen gik tomhændede hjem.
Modeshowet gentages i Center Mode torsdag aften, hvor alle pladser igen er stort set udsolgt.