
Støjen fra motorvejen E45 kan bremse en del af den kommende byudvikling sydvest for Årslev, viser Aarhus Kommunes beregninger. Familien Rosborg, som står bag udviklingsprojektet Årslev Fælled, håber, at Vejdirektoratet vil sørge for støjsikring i forbindelse med udbygning af E45.
”Det er nødvendigt at etablere foranstaltninger som støjskærme, støjvolde mv. for at reducere støj, hvis større dele af området skal udvikles med f.eks. boliger. Særligt imod E45, men evt. også ved Silkeborgvej og nord for landsbyen Årslev.”
Sådan skriver Aarhus Kommune i oplægget til den kommende helhedsplan for Årslev. Oplægget blev før sommerferien præsenteret på et møde for grundejere, udviklere og de lokale medlemmer af projektets følgegruppe.
I en støjrapport er effekten af støjskærme i højder fra 4 til 8 meter langs E45 undersøgt, og i planen konkluderes det:
”Disse undersøgelser peger på, at betydelige tiltag er nødvendige, hvis den centrale del af området skal udvikles til boliger.”
”Støj er jo en kraftig miljøbelastning”
For familien Rosborg, der ejer størstedelen af jorden mellem Skibbyvej og Silkeborgvej, hvor byudviklingsprojektet Årslev Fælled skal ligge, kan støjen fra motorvejen blive en stor udfordring.
Vores Brabrand har talt med Johnny Rosborg, som er en af de drivende kræfter i projektet. Han er enig med Aarhus Kommune i, at der er behov for støjdæmpende foranstaltninger langs E45, når man inden længe formentlig går i gang med at udbygge motorvejen.
Som en del af udviklingsarbejdet har man i Årslev Fælled-projektet ligeledes fået lavet en støjrapport hos konsulentfirmaet Niras. Den bekræfter, at der er behov for støjdæmpende tiltag, hvis det skal være muligt at bygge boliger i den vestligste del af udviklingsområdet.
”Rapporten bekræfter, at der skal støjdæmpning til – både i forhold til E45 men faktisk også ved Herning-motorvejen. Det er selvfølgelig et element, vi må tage i betragtning,” siger Johnny Rosborg.
Han oplyser, at man foreløbig afventer, hvilke udmeldinger Vejdirektoratet kommer med angående støjdæmpning i forbindelse med den kommende motorvejs-udvidelse.
”Der har jo i høringssvarene til udvidelsesplanerne været massive protester fra både beboere og fra Aarhus Kommune. Vi håber, at Vejdirektoratet er deres ansvar bevidst. Støj er jo en kraftig miljøbelastning for alle i nærheden af de store veje. Det vil være rationelt at inkorporere støjdæmpning fra starten,” siger han.
Behov for yderligere støjdæmpning
Det lignede umiddelbart en sejr for naboer og organisationer i Aarhus Vest. I 178 høringssvar havde mange over for Vejdirektoratet påpeget, at det vil være strengt nødvendigt med støjdæmpning af motorvejen E45, når den skal udvides til seks spor. Og Vejdirektoratet lyttede:
”Efter de indkomne høringssvar har Vejdirektoratet genovervejet støjafskærmningen ud for Ormslev Stationsby og Skibby. Ved at indarbejde en sammenhængende støjskærm ud for Ormslev Stationsby og Skibby, kan der opnås en god støjreducerende effekt af skærmen. Derfor vil Vejdirektoratet indstille en støjskærm på strækningen forbi de to byer.”
Sådan lød meddelelsen fra Vejdirektoratet i 2020. Men det vakte kun begrænset jubel i lokalområdet. For folk i Årslev-lokalområdet ved, at støjen fra motorvejen især kommer fra strækningen nord for Skibbyvej, hvor motorvejen ligger på højde med eller over terrænet.
Det er ligeledes Johnny Rosborgs vurdering, at der er brug for yderligere støjafskærmning fra Skibby og op til motorvejskrydset.
”I første omgang venter vi lige og ser, hvad Vejdirektoratet egentlig har tænkt sig. Men hvis de går i gang med projekteringen uden yderligere afskærmning, vil vi selvfølgelig agere,” siger han.

Erhvervsbyggeri kan virke støjdæmpende
Udviklingen af helhedsplanen er planlagt i tre etaper. Fase 1 starter inde ved landsbyen Årslev og bevæger sig mod vest. Det er i dette område, de fleste boliger vil blive opført. Fase 2 og 3 ligger længere ude mod motorvejen og er hermed mere følsomme over for vejstøjen. Men der går mange år, før der vil blive bygget dér.
”Vi stresser ikke over, at der endnu ikke er en afklaring på støjproblemerne. Uanset hvordan det går, kan vi godt komme i gang med etape 1. Når vi så er kommet så langt, er der gået nogle år, og så ved vi meget mere.”
Aarhus Kommune lægger i helhedsplanen op til, at erhvervsbyggeri op mod Silkeborgvej vil virke støjhæmmende ned mod det kommende boligbyggeri på Årslev Fælled. Tilsvarende vil man også kunne placere erhvervsbyggeri i område 3 længst ud mod E45.
Byggestart tidligst i 2024
Johnny Rosborg lægger ikke skjul på, at arbejdet med helhedsplanen har taget længere tid, end man havde regnet med. Helhedsplanen var ventet færdig i efteråret 2021, men blev først udskudt et halvt år – og ventes nu først præsenteret senere på efteråret. Som nævnt har et udkast dog været præsenteret.
Sandsynligvis tager Aarhus Byråd først stilling til planen i januar, og derefter venter kommuneplantillæg og lokalplaner for delområderne. Det vil betyde, at de første byggerier tidligst vil kunne begynde i løbet af 2024.
Pilotprojekt syd for Aarslevgaard sat i bero
Faktisk havde familien Rosborg håbet på allerede nu at være i gang med et mindre byggeprojekt umiddelbart vest for Aarslevgaard.
På arealerne, der blandt andet omfatter den tidligere rideskoles indhegninger, ønsker man at opføre en række boliger ud fra de samme naturbaserede bæredygtigheds-principper, der kommer til at gælde på Årslev Fælled: Store fællesarealer med plads til, at naturen kan udfolde sig på egne betingelser.
Der er tidligere lavet en lokalplan for området, som skal ændres, og Johnny Rosborg havde håbet, at arbejdet nu kunne sættes i gang. Men Aarhus Kommune har for få måneder siden sat det videre forløb i bero.
”Vi er kede af, at projektet er er sat på pause. Vi ser det som et pilotprojekt for Årslev Fælled, hvor vi kan vise de kvaliteter, vi ønsker at inkorporere i det kommende store udviklingsprojekt. Og det var vi egentlig forholdsvis langt med,” siger han.
Læs også:
Helhedsplan for Årslev først klar til foråret
Støj fra E45 påvirker beboerne i Årslev døgnet rundt
Naboer til E45: Støjdæmpning får begrænset effekt