![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2024/06/demenskursus.jpg)
Det er udtryk for urimelig forskelsbehandling, når tosprogede børn skal sprogtestes allerede i fem-års alderen. Sådan lyder det fra Bydelsmødre i 8220, som har været til kaffemøde med rådmand Thomas Medom for at fortælle om deres oplevelse med testen og skolehenvisnings-politikken.
Haliima Hawo Mohamed er træt af det, hun oplever som urimelig forskelsbehandling. Hun er uddannet bioanalytiker, har job, taler godt dansk og føler sig velintegreret i Danmark.
Alligevel føler hun, at hendes børn blive behandlet anderledes end deres jævnaldrende danske børn – alene fordi hun er mørk i huden og har en anden baggrund end dansk.
Sammen med en række andre bydelsmødre i Gellerup og Toveshøj oplever hun sprogscreeningerne af sine børn i børnehaven som urimelig forskelsbehandling.
Hun har set, hvor hårdt det rammer et barn allerede i 0. klasse at blive kørt i bus til en skole i den anden ende af byen, hvor man ingen kender.
For nylig bad de om et møde med rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, for at forklare, hvordan de oplever den såkaldte skolehenvisningspolitik, der har eksisteret i Aarhus Kommune siden 2006. På mødet opfordrede de rådmanden til at arbejde for at afskaffe ordningen.
Den går ud på, at alle børn, som har dansk som andetsprog, skal sprogtestes, inden de skal i skole. Der må højst være 20 procent af børn med sprogstøttebehov i en klasse.
Det betyder, at nogle børn hver dag køres med bus til en anden skole i Aarhus Kommune. De kaldes af mange for ”busbørn”, siger hun.
”Vi var forberedte og skarpe – men samtidig mega irriterede og sure over de krav, der stilles til os som tosprogede forældre,” siger Haliima Hawo Mohamed, som var en del af den gruppe af bydelsmødre fra Gellerup og Toveshøj, som mødtes med Thomas Medom.
”Jeg føler, han tog godt imod det, vi sagde til ham. Jeg følte mig hørt. Thomas Medom sagde til os, at han var glad for at høre fra os, hvordan det føles, at være forældre til børn, der skal sprogtestes og måske ender som busbarn.”
Blev sendt med bus til Virup Skole
Hun har selv haft børn, som startede deres skoletid som busbørn. Hendes ældste datter, som nu er 18 år og går i gymnasiet, klarede ikke sprogtesten som fem-årig og blev af Aarhus Kommune sendt ud på Virup Skole i den nordlige ende af kommunen for at gå i 0. klasse.
”Vi snakker stadig en gang i mellem om, hvor svært det var for hende. Hun kendte ingen på skolen og var ked af det i lang tid. Jeg følte, hun levede et dobbeltliv i den periode – glad herhjemme men ked af det når hun skulle i skole. Det var svært for hende derude, og jeg forsøgte ret hurtigt at flytte hende til en skole tættere på.”
Hun skiftede til Samsøgades Skole i midtbyen. Det var tættere på hjemmet i Aarhus Vest – men stadig langt væk. Det betød, at alle aktiviteter efter skoletid skulle tilpasses skolebussen. Familien havde ikke selv bil, så det var svært at deltage i klassens sociale liv.
”Vi forsøgte at lægge det hele til rette, så hun kunne deltage i det hele. Det var prisen at betale for at godt skoleliv.”
![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2024/06/Busboern-tal.png)
Hun har oplevet, at flere af hendes børn har følt sig stemplet som busbørn og har følt sig udelukket fra sociale aktiviteter, fordi de skulle nå skolebussen.
”Jeg oplevede, at også de jævnaldrende danske børn havde brug for hjælp til at udvikle sig sprogligt. Men jeg følte, at vi blev straffet, fordi jeg som deres mor er brun i huden. Derfor blev de behandlet fuldstændig anderledes.”
”Forfærdelig dårligt materiale”
Haliimas yngste datter skal begynde i skole efter sommerferien og har tidligere på året været til sprogtest. Haliima gik med til testen for at støtte hende.
”Jeg fik at vide, at jeg skulle sidde i et hjørne bag hende, og jeg måtte ikke hjælpe eller tale med hende. Der sad en kvinde, hun aldrig havde set før, og stillede hende spørgsmål. Nogle af opgaverne forstod hun ikke og kiggede over mod mig for at søge hjælp.”
”Jeg tænkte, hvad er det, jeg udsætter min datter for? Jeg følte mig som en virkelig dårlig mor. Men jeg følte, jeg skulle blande mig udenom, så jeg sagde til min datter: Bare lyt til hvad damen siger!”
Haliima oplevede, at nogle af spørgsmålene var svære at forstå, selv for hende som voksen.
Blandt andet skulle man se på en håndtegning af en albue på en computer og sige navnet på den legemsdel.
”Det var et forfærdelig dårligt materiale, hvor det var virkelig svært at se, hvad det forestillede. Man kunne let misforstå nogle af opgaverne. Jeg synes ikke, materialet var egnet til en 5-årig. Hvordan kan man gøre det mod børn? Det skal være mere legebaseret.”
Resultatet af testen blev, at Haliimas fem-årige datter blev vurderet til at tilhøre en middel-kategori, som stadig har brug for sprogstøtte – men hun får lov til at starte på Hasle Skole, som familien ønskede.
”Vi er blandt de heldige, som selv kan vælge distriktsskolen. Men jeg synes, at hele forløbet er udtryk for særbehandling.”
”Så dansk som hun kan være”
Haliima beskriver sin datter som ”så dansk som hun kan være.” Hun har gået i vuggestue og taler dansk både derhjemme og i børnehaven.
”Måske har hun ikke så stort et ordforråd endnu, men det skal nok komme, når hun bliver ældre. Sådan er udviklingen for de fleste børn.”
Hun oplever, at der sker en forskelsbehandling, afhængig af om forældrene har en anden etnisk baggrund – uanset at de klarer sig godt i det danske samfund:
”Jeg har selv taget en uddannelse som bioanalytiker og har fast arbejde. Jeg føler, at jeg hører til blandt de ressourcestærke forældre. Vi er mange, som gerne vil Danmark og klarer os fint – men det er demotiverende for os, at vi fortsat behandles anderledes,” siger hun.
”Man bliver så træt i hovedet. Vi kæmper og kæmper, og alligevel udsættes vi for særbehandling. Hvad er meningen med at kæmpe for at integrere os, hvis vores børn alligevel straffes på grund af vores baggrund?”
Snyd går ud over barnet
Bydelsmødrene oplever, at nogle forældre udnytter smuthuller i systemet. Blandt andet oplever de, at nogle forældre undgår sprogtesten af førskolebørn ved at oplyse, at børnenes primære sprog er dansk.
Hermed kan barnet slippe for sprogtesten, og familien risikerer ikke, at barnet bliver henvist af kommunen til en bestemt skole. Men Haliima Hawo Mohamed mener, at den strategi har en uheldig bi-effekt:
”Når nogle snyder på den måde, går det i virkeligheden ud over barnet, der så ikke får den hjælp, det har brug for. Desuden frygter vi, at der så også går ressourcer fra daginstitutionerne,” siger hun.
Føler sig stemplet som andenrangs borgere
Haliima ser trist ud. Hun kom til Danmark for 24 år siden, og hun oplever, at det er sværere for hendes børn at blive integreret nu, end det var for hende selv.
”Jeg har stadig mine danske venner. Vi mødes tit og hyggesnakker. Vi forstår hinanden. Men mine børn går meget mere for sig selv. Når mine børn taler om deres venner, er det altid udenlandsk klingende navne, jeg hører. De siger: ”Vi er 10 indvandrere, der har en gruppe sammen. Det er kun os, der snakker sammen.” Det gør mig ked af det. Hvorfor går det sådan?”
Hun føler sig mere fremmed end nogensinde før – og betydeligt mere end for 10 år siden.
”Jeg tror, at nogen måske tænker, ”hvad snakker hun om?” Men jeg hører det samme fra andre med anden baggrund end dansk: Vi føler os uvelkomne, og at vi stemples som andenrangs borgere, selvom vi har arbejde og klarer os fint.”