En af de klassiske bus-bobler på Langdalsvej er blevet frisket grundigt op af kunstneren Anton Borg Hjort. Og sandsynligvis er endnu flere lokale læskure på vej mod en farverig fremtid. Aarhus Kommune vil gerne have ideer til andre grå bobler, der kunne trænge til en opfriskning.
Busskure kan også være kunstværker og ren historiefortælling. Det er læskuret på Langdalsvej et eksempel på, og i Solbjerg og Tranbjerg er de kommet endnu længere med kreative forandringer af det, der i bund og grund bare skal give lidt læ for vejr og vind.
I Brabrand er det grafittimager, tatovør og meget andet, Anton Borg Hjort, som har været på spil. Han har ligeledes stået for en række udsmykninger på bl.a. Vesterbro Torv.
Anton Borg Hjort foreslog, at Langdalsvej kunne være det helt rigtige sted til hans blomstermotiv, og han lod den store røde blomst overtage den kedelige grå overflade.
Udsmykningen er en del af projektet ”Bedre Byrum” hos Medborgerskab under Teknik og Miljø. Her samarbejder man med lokale kunstnere og andre aktører om tilsvarende kunstprojekter andre steder i kommunen. I Solbjerg er fire busskure blevet omdannet til kunstværker, og det er ligeledes sket hele 11 steder i Tranbjerg.
Et vigtigt element er, at udsmykningen sker i samarbejde med lokale aktører. I Tranbjerg har der været bidrag fra bl.a. et bosted, de lokale spejdere og en 4. klasse på Tranbjerg Skole, og en lokal kunstner har skrevet et digt til hver af busskurene. I Solbjerg tager fortællingerne afsæt i temaerne ild, vand, luft og jord.
”Vi kigger blandt andet på, om der er nogle gode historier, måske noget lokalhistorie, som vi kan inkorporere. Tanken er, at hvert af projekterne skal fortælle en historie om det lokalsamfund, de er en del af,” siger projektleder i Medborgerskab, Marie Overgaard Nielsen.
Hvor er bus-boblerne i Brabrand?
De malede kunstværker i busskurene er måske i virkeligheden kun begyndelsen. I Bedre Byrum vil man gerne gøre noget ved de oversete byrum, og Marie Overgaard Nielsen og hendes kolleger er helt åbne for også at inkludere for eksempel tegneserie-striber og forskellige former for lys og lyd. Næste år vil man i samarbejde med Midttrafik udvikle de mange nye ideer.
”Vi prøver at skabe flere æstetiske byrum, der samtidig også skaber tryggere omgivelser for folk, der færdes der. Måske giver de ligefrem anledning til, at folk begynder at snakke sammen med de andre, der også står og venter på bussen.
Hun fortæller, at det er planen, at mange flere busskure skal udsmykkes.
”De kommende måneder er vejret ikke lige til at male udendørs, men i stedet vil vi prøve at lokalisere nogle flere af de her bus-bobler,” siger Marie Overgaard Nielsen.
Hun vil meget gerne have hjælp fra borgerne i Brabrand. Hvis du kender til et af de klassiske læskure, der kunne trænge til en gang forskønnelse, må du derfor meget gerne give besked til Vores Brabrand på voresbrabrand@gmail.com. Så sender vi en samlet liste til Medborgerskab i Teknik og Miljø.
Tak til Lise Lotte Andersen for at sende billedet og sætte Vores Brabrand på opgave. Er der noget, du undrer dig over, så send en mail til voresbrabrand@gmail.com. Så skal vi prøve at finde frem til et svar.