
Petanque-spillet kan dyrkes udendørs hele året, mener de i Brabrand IF Petanque. Selv på de koldeste vinterdage har en stor del af de ca. 50 medlemmer været samlet på banerne bag Brabrandhallerne – naturligvis efterfulgt af indendørs hygge, kaffe og rundstykker.
“Man kunne godt gå derhjemme og kigge ud af vinduet og tænke, at i dag er det for slemt. Men vi kommer alligevel! Man har det så dejligt bagefter, når vi har mødtes og fået kaffe og en god snak bagefter – i stedet for bare at gå derhjemme.”
Det fortæller en af de gæve petanque-spillere, Kirsten Bjørn Hansen, som vinteren igennem har nydt samværet med de øvrige medlemmer.
Hver onsdag og lørdag vinteren igennem har Brabrand IF Petanque inviteret til en hyggelig træningsturnering på det lille anlæg syd for Brabrandhallerne. Også selvom minusgraderne har været ved at slå bunden ud af termometret.
“Der har da været nogle gange, hvor det har været svært at holde varmen, mens vi har spillet. Men vi er blevet gode til at pakke os ind. Og når det er blevet for koldt ved vi, at vi har vores dejlige klubhus lige i nærheden – og at kaffen er sat over,” fortæller de.
En af spillerne, Birthe Rasmussen, møder ofte op kl. 9 og skruer op for varmen i klubhuset, sætter kaffen over og gør rundstykkerne klar. Det har hun gjort i mange år. Også bestyrelsesmedlem Johnny van Hooidonk er med til at sørge for, at rammerne er klar til hyggeligt samvær efter spillet.
Og når klokken nærmer sig 10, dukker de første op godt pakket ind og med huer og handsker.
Af de 50 medlemmer dukker ca. halvdelen op og deltager i de små turneringer onsdag og lørdag vinteren igennem. Det er kaffen, rundstykkerne og hyggen, der trækker, lyder det bordet rundt, da Vores Brabrand er på besøg.
En af spillerne, Kirsten Sloth, fortæller, hvordan hun for syv år siden blev en del af fællesskabet. Hun var blevet alene og kom en dag forbi og opdagede aktiviteterne.
“Jeg blev så godt modtaget af alle, da jeg dukkede op. Fra første dag har jeg følt mig godt tilpas i det her fællesskab,” fortæller hun.
Flere andre rundt om bordet fortæller lignende historier. I Brabrand IF Petanque blive man altid godt modtaget og kommer hurtigt til at føle sig hjemme.
“Der er mange forskellige regler i selve spillet, men vi hjælper hinanden med det og kommer hurtigt ind i det,” fortæller de.
Brabrand IF Petanque har også deres egne indendørs baner i et drivhus i Egå – men for en del af medlemmerne er onsdags- og lørdagshyggen i Brabrand det helt rigtige.



