Onsdag er dagen, som alle pædagoger både har frygtet og glædet sig til. Alle glæder sig til at se børnene igen i Brabrands daginstitutioner. Men med corona-virussen i omløb bliver det under strenge restriktioner, der skal forhindre, at børn og voksne smitter hinanden.
I alle lokalområdets institutioner mødes ledere og pædagogisk personale i dag for at aftale, hvordan de skal tage imod børnene, og hvordan den nye hverdag kan indrettes. Blandt andet har Børn og Unge fastlagt, at børnene skal opdeles i grupper, sådan at de kun leger fem sammen udendørs og tre indendørs.
For pædagogisk leder i Børnehuset Safiren i Helenelyst, Anna-Marie Jensen, er en af de centrale udfordringer denne opdeling af børnene i små grupper:
”Børnene har været hjemme i fire uger og glæder sig til at komme tilbage – og så må de ikke lege med dem, de har lyst til. Det er simpelthen ikke okay. Som pædagog er det virkelig hårdt at skulle dele børnene op og forhindre, at de leger sammen med bestemte børn”, siger hun.
Anna-Marie Jensen mener, at man skulle have ventet med at åbne institutionerne, til man igen kunne have børnene i centrum. Men når nu betingelserne er, som de er, har hun og de andre institutionsledere forberedt åbningen, så godt de kunne.
Indkøbte pavilloner og udendørs spil
Som i de fleste andre institutioner vil Børnehuset Safiren tage de ældste børn med udendørs det meste af dagen og kun gå indendørs for at spise.
Der er indkøbt pavilloner til at sætte op på legepladsen, hvor børnene kan gå i læ for vinden, og der er købt udendørs spil, de kan hygge sig med. Borde og bænke bliver fordelt rundt på pladsen, der bliver opdelt i felter med hegn.
I dag mødtes personalet og aftaler en plan for, hvordan den nye hverdag skal foregå. Børn og Unge har udgivet denne detaljerede drejebog, hvor kravene til den nye hverdag er grundigt beskrevet.
”Men det er rigtig svært helt ned i detaljen at forestille sig, hvordan det hele bliver. Der er mange spørgsmål, hvor vi må sige: Vi må tage hen ad vejen,” siger Anna-Marie Jensen.
”Vi har aldrig prøvet det før”
I den anden ende af Brabrand står Lene Hansen, pædagogisk leder i Skoven, en af institutionerne i Væksthuset på Jettesvej 10, i præcis den samme situation: At skulle forberede en helt ny hverdag for børnene.
”Vi ved jo endnu ikke, hvordan det kommer til at fungere. Vi har aldrig prøvet det før. Men vi har fået en god drejebog fra Børn og Unge, der giver os nogle retningslinjer for, hvad vi må og ikke må af hensyn til det rent sundhedsfaglige,” siger hun.
”Så er det vores opgave at få det til at virke i praksis. Vi prøver at være kreative, men der dukker helt sikkert rigtig mange ting op, hvor vi ikke kan aftale det på forhånd. Så må vi prøve os frem og rette til undervejs,” siger Lene Hansen.
Børn inddeles i grupper
Personalet i Safiren modtager cirka halvdelen af børnene i denne uge. Onsdag kommer 34 af de 69 børnehavebørn, og torsdag, når vuggestuebørnene også kommer, vil der være 55 ud af de i alt 90 børn.
Børnene bliver delt op i forholdsvis homogene grupper, hvor de er sammen med en enkelt pædagog. Grupperne kan arbejde sammen to og to, sådan at pædagoger kan komme på toilet eller holde en kort pause.
I Skoven vidste pædagogisk leder Lene Hansen tirsdag morgen endnu ikke, hvor mange børn, der møder ind onsdag og torsdag. Tirsdag formiddag kontaktede institutionen alle forældre for at høre, hvor mange børnehavebørn, der kommer onsdag og vuggestuebørn torsdag.
”Så skal vi finde ud af, om der skal indkaldes ekstra personale. Vi har fået en klar melding om, at vi må indkalde så mange, det er nødvendigt – blandt andet for at klare den ekstra rengøring, der kræves,” siger Lene Hansen.
Mange tvivlsspørgsmål
Et af de svære spørgsmål, der dagen før åbningen bliver diskuteret i både Skoven, Safiren og de andre institutioner er, hvordan man i praksis tager imod børnene. I Børn og Unges drejebog understreges det, at forældrene ikke må komme ind i institutionen.
Men hvordan gør man i praksis – for eksempel i Safiren, hvor der er fem forskellige indgange? Eller hvad gør institutionen, når en forælder kommer og afleverer to børn i hver sin aldersgruppe?
Og hvad med alle de praktiske krav – om at vaske hænder, om løbende afspritning af legetøj, om daglig vask af sengetøj og kravene om hele tiden at holde afstand. Lene Hansen fra Skoven siger:
”Der er så mange tvivlsspørgsmål. Især hvordan vi gør med de helt små børn. Vi skal jo stadig fastholde vores pædagogisk arbejde – hvordan gør vi det i virkeligheden?”
Det pædagogiske arbejde i højsædet
Anna-Marie Jensen fra Safiren ser en del modsatrettede anvisninger i drejebogen – for eksempel skal børnene sidde i god afstand, når de spiser. Men når de tager med på cykeltur, må børnene gerne sidde tæt sammen på en ladcykel.
”Vi er jo ikke tryllekunstnere. Vi er nødt til at forholde os til den konkrete situation. Det er jo sådan, vi gør som pædagoger. Vi forholder os til det konkrete barns behov.”
Og det er sagens kerne hos begge institutionsledere: Det pædagogiske arbejde vil fortsat være i højsædet, og de konkrete beslutninger vil tage afsæt i, hvad det enkelte barn konkret har brug for.
I Skoven, som i seneste uger har haft nødpasning, har Lene Hansen set en uhyre dedikeret medarbejderstab løse alle opgaver med stort engagement:
”Vi er jo en del af velfærdssamfundet, og alle har virkelig taget ansvar og har ønsket at bidrage hver og én. Det har været så fantastisk at opleve, så fleksible og ordentlige alle har været. Så vi skal nok klare den kommende periode også.”
Her kan du selv læse Aarhus Kommunes drejebog for åbningen af kommunens daginstitutioner.