Et nyt fællesskab i Brabrand har set dagens lys. Brabrand Freebirds er navnet på gruppen, der er for lokale solo-selvstændige. Foreløbig har 61 meldt sig som interesserede, og 18 af dem mødtes forleden hos Jydsk Antikvariat for at diskutere fællesskabets muligheder og udvikle ideer.
”Frie fugle” kalder man ofte de selvstændige, som har deres arbejdsliv samlet under eget cvr-nummer. Men ved siden af glæden ved friheden kan mange opleve behovet for at være en del af et fællesskab.
Sådan et fællesskab findes nu i 8220 Brabrand. Onsdagens netværksmøde hos Jydsk Antikvariat på J.P. Larsens Vej blev startskuddet, hvor der både blev skabt nye relationer og udviklet ideer til, hvordan deltagerne kan komme længere i fællesskab end på egen hånd.
”Der kom en masser fantastiske ideer på bordet, lige fra faglige sparringsgrupper til et forslag om at forhandle om fælles vilkår for en sundhedsforsikring”, fortæller initiativtager til gruppen, Dorte Burhøi.
Selvom ideen egentlig var at skabe et online-fællesskab, viste eftermiddagen også gevinsten ved at mødes fysisk, og det blev blandt andet aftale at ses inden længe igen i kontorfællesskabet Kollektivbyen i Gellerup.
Et fællesskab hvor man giver og tager
Dorte Burhøi er selv sin egen frie fugl som tekstforfatter og kommunikationsrådgiver med virksomheden Swung. Hun fortæller, at ideen opstod som en løs tanke om, at der kan være både sociale og faglige muligheder i et fællesskab for solo-selvstændige.
”Der er jo så meget initiativ her i 8220 Brabrand, og rigtig mange arbejder alene. De fleste af os har jo faglige fællesskaber, vi kommer i. Men jeg tænkte, at det kunne være interessant at afprøve, om vi kan noget sammen på tværs af vore forskellige fagligheder, fordi vi bor i samme område.”
Hun oplevede, at de fremmødte til det første møde var optaget af at diskutere, hvordan de kan være med til at skabe fælles værdi.
”Det er rigtig dejligt, for i min verden er et fællesskab både et sted, hvor man kan hente noget ud, og hvor man selv kan tilføre noget. Og det bliver jo kun, hvad vi gør det til,” siger Dorte Burhøi.
Hvis du er interesseret i fællesskabet Brabrand Freebirds, kan du finde Facebook-gruppen her.