Brabrand IF er tilbage i toppen i 2. division i fodbold. Med en fabelagtig dygtig og klog indsats lykkedes det lørdag eftermiddag at sætte et stærkt Middelfart-hold til vægs og vinde 2-0. Brabrand er nu nummer to i rækken.
Der var svære overvejelser i Brabrand-lejren. Skulle kampen spilles på den dyngvåde Brabrand Stadion – eller på kunstgræsbanen bag Brabrandhallen? Brabrand-ledelsen vidste, at Middelfart havde trænet på kunstgræs det sidste stykke tid, mens man selv havde trænet på græsbanen ved Engdalskolen.
Til det allersidste håbede Brabrand, at græstæppet på Brabrand Stadion kunne bruges – men nej. Banen var ikke egnet til fodbold.
Men da kampen mod Middelfart blev fløjtet i gang, virkede det som om, kunstgræs var lige sagen for Brabrand: I smukke mønstre blev bolden spillet rundt med Middelfart-spillerne halsende bagefter.
Et par fine chancer blev det til, inden Brabrand fortjent kom foran efter 26 minutter: Unge Anton Søjberg er blevet holdets dødbolds-specialist, og han lagde bolden præcist ind i panden på Frederik Poulsen foran målet. Og via overliggeren endte bolden i mål til 1-0.
Brabrand satsede og spillede med kun tre spillere i forsvarskæden, men alligevel virkede hjemmeholdet bundsolidt, blandt andet takket være holdets nye midterforsvarer Simon Vesterbæk, som leverede en fejlfri kamp og spillede med stort overskud og overblik.
2-0-mål i terrierstil
Middelfart skabte ikke meget i første halvleg, men efter at have sundet sig i omklædningsrummet i pausen, kom holdet ud med bulder og brag. Gæsterne fik i perioder presset Brabrand helt i bund og kun vitkelig solidt målmandsspil af Søren Vedsted holdt bolden ude af målet.
Brabrand formåede dog også at svare igen flere gange, og både Malte Færge og Lasse Tougaard fik sendt farlige afslutninger afsted.
Det blev dog indskiftede Lasse Møberg, som skabte fundamentet for det afgørende mål til 2-0. I sin typiske terrier-stil formåede han at liste bolden fra Middelfarts ellers solide forsvarsspiller og var pludselig alene igennem.
Ansigt til ansigt med gæsternes målmand spillede han dog med stort overblik bolden til siden, så Mike Kaljo bare kunne sætte bolden i mål med en inderside. Det blev afgørelsen, selvom Middelfart med stor entusiasme blev ved med at jagte en scoring.
”Eminent trænerarbejde”
Brabrands træner Tom Søjberg var efter kampen en umådelig tilfreds mand – især med første halvleg som han vurderede til at være holdets bedste halvleg i sæsonen.
”Vi spiller rigtig godt, hjælper hinanden og spiller nogle rigtig gode angreb. Vi havde bolden meget, og de løb lidt forvildet rundt. Det var virkelig over forventning – og så på kunstgræs hvor Middelfart normalt er rigtig gode. Vi ville gerne have spillet kampen på græs, men vi må være ærlige og sige, at banen var for blød til at vi kunne afvikle en god fodboldkamp,” sagde Tom Søjberg.
”I anden halvleg, justerer de en smule taktisk og får større selvtillid – plus at nogle af vores spillere bliver lidt trætte. Så vi hænger ikke så godt sammen i presset mere. Vi beslutter så, at vi bare gerne ville prøve at forsvare resultatet hjem.”
Tom Søjberg tilføjede, at der jo ofte kommer en ekstraordinær enkeltpræstation ud af det blå. Og det kom der jo såmænd også: Lasse Møbergs indsats som optakt til 2-0-målet var ud over det sædvanlige.
En af de trofaste frivillige ledere i Brabrand IF, Paw Simon Krogh, får dog det sidste ord:
”Du kan godt skrive, at det var eminent trænerarbejde. Det var Tom Søjbergs gennemtænkte og modige 3-4-3-system, der fuldstændig tog brodden af Middelfart. Han kender det hold ud og ind og vidste præcis, hvad der skulle til for at stække dem.”