Brabrand IF Tennis lever og har det godt! På torsdagens generalforsamling fortalte formand René Boesen om en livskraftig afdeling, der fortsat trives godt på anlægget i Hans Broges Bakker. Nu ser afdelingen frem mod 100 års-jubilæet i 2020.
Som andre afdelinger har Brabrand Tennis fået den gode idé at invitere medlemmerne på gratis aftensmad inden generalforsamlingen. Det gav stort fremmøde i Brabrandhallen torsdag aften, hvor der blev set tilbage på en storslået tennis-sæson med bragende flot sommervejr i 2018.
Det gode vejr blev udnyttet til masser af aktivitet på anlægget, der ligger som et af landets mest naturskønne. Om kort tid må tennisfolket dog acceptere at skulle dele området med nye naboer, når indflytningen i boligområdet Stenbækhave for alvor begynder.
Boligområdet ligger midt mellem tennisklubbens baner, og det betyder, at medlemmerne nu skal gå gennem Stenbækhave for at komme til de nordligst liggende baner.
”Vi har godt samarbejde med bygherre og projektleder, og vi skal nok få stisystem etableret. Så må vi få det bedste ud af det”, sagde formand René Boesen på generalforsamlingen.
Klubhuset på Stenbækvej er blevet forbedret med nye badefaciliteter og har fået en ny terrasse. Nu venter næste skridt med renovering af resten af klubhuset. Brabrand Tennis er i øjeblikket ved at søge penge til, at det kan ske.
Afdelingens økonomi er fornuftig, men man kunne dog godt bruge de ekstra indtægter fra nye medlemmer og interesserede sponsorer, understregede René Boesen.