For første gang efter oprykningen til Jyllandsserien måtte Brabrand IF lørdag eftermiddag bide i græsset. 1-2 blev det mod Fuglebakken. Trods nederlaget beholder Brabrand dog indtil videre førstepladsen i rækken.
Der var flere kendte ansigter hos Fuglebakken både på og uden for banen, da holdene indtog en meget fin og velplejet bane 1. Søren Bojsen, Morten Gerster Peipinen og Nichlas ”Tunna” Knudsen har alle spillet masser af divisionskampe i Brabrand-trøjen, og træner Mads Berg var tidligere assistenttræner på Engdalsvej.
Men da dommeren fløjtede op, tydede alt på, at spillerne i den stribede Fuglebakken trøje ville blive blæst ud af banen.
Brabrand spillede især i starten af kampen med stor selvtillid og teknisk styrke – og der var ikke gået mere end 10 minutter, før de to brødre Anders og Jonas Hyttel Jensen sammen sørgede for kampens første mål. Jonas løb flot fri i venstre side og sendte bolden ind til bror Anders, der scorede sikkert.
Men ups… 10 minutter senere havde Fuglebakken vendt kampen helt på hovedet. Passivt forsvarsspil gav gæsternes Rasmus Hahne lejlighed til at score to nemme mål, så det pludselig var Brabrand, der var på hælene.
Kræfterne ebbede ud
Den situation passede tilsyneladende Fuglebakken godt, og gæsterne havde resten af kampen mest kontrol over tingene og var også tættest på at score yderligere et mål.
Brabrands målmand Michael Søbye Eye hev i anden halvleg en fantomredning frem og fik desuden hjælp af stolpen. Og Fuglebakken sørgede selv for at formøble et straffespark ved at sparke bolden klart over mål.
Det lyder måske som om, Brabrand var under pres, men faktisk leverede holdet – lige bortset fra de tre minutter i første halvleg – fint forsvarsspil. De to midter-forsvarere Martin Bredahl og Kristian Højlund gav holdet tyngde og var med til at skabe ro i opspillet. Og længere fremme på banen stod Thomas Otkjær og Thomas Lodberg for mange fine initiativer.
Men kræfterne ebbede ud for Brabrand, der ikke rigtig magtede at lægge pres på Fuglebakken i anden halvleg. Så de rødstribede gæster snuppede de tre points og ligger nu lige efter Brabrand i toppen af Jyllandsserien.