
Brabrand giver aldrig op! Det er ikke altid, at vedholdenheden kaster resultater af sig – men det gjorde den onsdag aften i Middelfart. Hjemmeholdet var i færd med at køre en ret sikker sejr i garagen, da Brabrand kom tilbage i de sidste minutter og ændrede 1-3 til 3-3.
”Kom nu, gutter, bliv ved med at tro på det!”
Træner Tom Søjbergs tilråb fra sidelinjen midt i halvlegen lød egentlig mest som en træners sidste opmuntring, når der ikke rigtig er mere at sige.
Der var på det tidspunkt ikke meget at hænge optimismen op på. Brabrand-spillerne havde mere end svært ved at finde løsninger, der kunne bringe holdet frem til gæsternes mål. Det kneb både med ideerne og præcisionen.
Og tiden gik, mens tusmørket så småt faldt på over det hyggelige Middelfart Stadion.
Men så, seks minutter før tid, fik Brabrand en ren gave af hjemmeholdet. Frederik Poulsen fik lov til at stå mutters alene bagest i straffesparksfeltet efter et hjørnespark, og da bolden så endte lige præcis dér, var det ingen sag at sende bolden i nettet til 2-3.
Det gav åbenbart ny energi i de trætte Brabrand-ben. Et par minutter efter fik holdet en sjælden gang sat en stribe gode afleveringer sammen på Middelfarts banehalvdel. Bolden endte hos midterforsvarer Simon Vesterbæk, som uden for feltet hamrede bolden fladt ned i det fjerneste målhjørne, mens hjemmeholdets målmand Aleksandar Stankovic måtte se i øjnene, at han var lidt for sent ude af starthullerne. 3-3!
Kort efter blev kampen fløjtet af, og Brabrands angriber Lasse Møberg kastede sig ned på græsset og hev efter vejret, mens de resterende Brabrand-spillere lignede old boys-spillere efter sæsonens første kamp: Benene virkede uendelig trætte.
”Spillerne skal have topkarakter for mandsmod og hjerte. Det er jo helt crazy, at vi kommer hjem med 3-3 i den kamp. Den måde vi får kæmpet os tilbage var virkelig flot,” konstaterede Brabrand-træner Tom Søjberg efter kampen.
Brabrand slog tilbage
Det lignede ellers en kamp, Brabrand ville få svært ved at få udbytte af. Allerede efter fire minutter skabte Middelfart den første kæmpechance, men stolpen var på Brabrands side i denne omgang.
Efter 25 minutter gik den dog ikke længere. Målmand Henrik Lindhard præsterede to fine redninger, hvorefter den tidligere Brabrand-spiller Jacob Linnet pandede bolden i mål på Middelfarts tredje forsøg.
Et par minutter senere slog Brabrand dog tilbage: Mike Kaljo blev sendt af sted i højre side og smuttede forbi Middelfarts back Hanus Sørensen, inden han serverede bolden for fødderne af Lasse Møberg: 1-1.
En stålsat vilje
Brabrand kæmpede som sædvanlig for sejren, men spillerne havde mere end svært ved at ramme hinanden, og Middelfart kunne alt for ofte snuppe bolden og løbe kontra.
Da det så samtidig var en dag, hvor Brabrands ellers pålidelige forsvar gav en del chancer væk i eget straffesparksfelt, skulle det næsten gå galt – og det gjorde det så også. Middelfart scorede to forholdsvis nemme mål til 3-1 og havde tilsyneladende styr på kampen.
Men hjemmeholdets spillere havde åbenbart ikke læst dagens kampprogram, hvor Brabrand-holdet fik følgende roser med på vejen:
”Man kan kun beundre deres indstilling og vilje til at møde udfordringer både inde på banen og udenfor med en stålsat vilje til at løse dem.”
Den beundring er nok kun vokset efter onsdagens opgør, hvor det igen lykkedes Brabrand at hive et fint resultat ud af en umulig situation.
Klassisk lokalopgør i Brabrand lørdag kl. 14.00
Det betyder sandsynligvis, at selvtilliden og gå-på-modet er tilbage i spillerne, inden de med fornyede kræfter lørdag kl. 14.00 går på banen til det klassiske opgør mod Aarhus Fremad.
Tom Søjberg lagde efter kampen i Middelfart ikke skjul på, at der var en del ting, han og spillerne skulle have en snak om hjemme på træningsbanen inden det klassiske Aarhus-opgør.
”Aarhus Fremad har jo nogle ambitioner om at rykke op og har en pose penge, der nok rækker til at kunne gøre det. Det bliver så vores opgave at se, om vi ikke kan drille dem. Jeg ser nogle muligheder for, at vi kan gøre det, men jeg er også godt klar over, at de har et godt spillende hold. Så vi får noget at se til!”
Brabrand-træneren tilføjer, at Aarhus Fremad netop på Brabrand Stadion ofte har svært ved at hive point´ene ud af kampene.