
Der bliver også divisions-håndbold i Brabrand i næste sæson. Det blev søndag en kendsgerning, da Brabrands herrer i 3. division ikke alene vandt 32-30 over Stilling IF i sæsonens sidste kamp – men resultaterne i de øvrige puljer magede sig sådan, at Brabrand allerede inden kampen var i sikkerhed.
Der var lagt op til en rigtig gyser søndag middag i Brabrandhallen, hvor Brabrand IF Håndbold skulle forsøge at sikre endnu en sæson i 3. division.
Men resultaterne i de øvrige puljer betød, at holdet ikke længere kunne risikere at skulle ud i kvalifikationskampe for at sikre endnu en sæson i rækken.
Alligevel gik de blåklædte spillere på banen for at sikre en sejr over dagens modstander, Stilling IF, der lå sidst i rækken og allerede var rykket ned.
Kampen bar dog alligevel præg af, at ingen af holdene rigtig havde det store at spille for, erkender Brabrands træner, Mikkel Staffensen.
”Kampen blev derfor præget af et modstanderhold i lavt tempo og et Brabrand-hold med flere personlige fejl end normalt. Vi var foran med et par stykker hele vejen, og med fem mål midt i anden halvleg, og vi trak den også hjem til sidst,” fortæller Brabrand-træneren.
”Det betyder, at vi – for første gang siden 2019 – sikrede overlevelsen i 3. division og beviste, at divisionshåndbold i Brabrand er kommet for at blive. Det bygger vi videre på frem mod den kommende sæson, hvor vi gerne vil kigge lidt længere opad i rækken,” tilføjer Mikkel Staffensen.
I kampen mod Stilling IF leverede rutinerede Glenn Vestergaard sammen med hårdtskydende Malthe Larsen stærke præstationer. Desuden sørgede den indskiftede målvogter Oliver Stoltz for et par vigtige redninger i slutminutterne.